Antisemitismen er udbredt på den danske venstrefløj

På selvsamme dag, hvor næsten 50 ledere fra hele verden samledes i Jerusalem for at mindes Holocaust, følte Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, det nødvendigt endnu en gang at rette skarp kritik mod den israelske regerings politik, skriver Israels viceambassadør i Danmark, Davy Antebi, i Berlingske.

Skipper nævner også de mange israelere, hun kender, som sætter sig op imod staten Israel og går imod Netanyahu-regeringens politik, og der bliver også lige plads til et forsvar for Jeremy Corbyn, som ellers er blevet hårdt beskyldt for antisemitisme, også af britiske jøder.

Samtidig har man på det seneste kunnet læse et opslag fra Enhedslistens tidligere MF’er, Pelle Dragsted, om, at antisemitisme simpelthen er imod det DNA, der udgør venstrefløjen.

Der er ellers masser af eksempler på, hvordan medlemmer fra Enhedslisten i nyere tid har rettet skarp kritik mod Israel, der ellers lyder som antisemitisme. Tilbage i 2014 var Hans Jørgen Vad og Solveig Munk fra Enhedslisten medunderskrivere på en opfordring til at fjerne den danske jøde og journalist Martin Krasnik fra dækningen af Israel.

I 2017 udtalte byrådsmedlem i Køge Niels Rolslev, at ”det er da almindeligt kendt, at zionisterne har været dybt involveret i IS”.

Og vi skal kun tilbage til februar 2019, hvor borgmester i Københavns Kommune Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten hyldede BDS-bevægelsen, der er fanatisk i sin had til Israel, på Københavns Rådhus.

Så sent som i april 2019 var Pernille Skipper selv taler på en stor konference for palæstinensere i Brøndbyhallen, hvor andre talere kaldte til væbnet kamp for udslettelsen af Israel.

Venstrefløjen bifalder fortsat støtte til palæstinensiske flygtninges efterkommere, fjerde og femte generation, men nævner aldrig de mange jøder, der blev tvunget til at forlade deres hjem i den arabiske verden, efter at Israel blev oprettet.

Moderne antisemitisme er politisk, anti-israelsk og anti-zionistisk. Det er på tide, at venstrefløjen ser indad.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)