En 43-årig irakisk statsborger skal 3½ år i fængsel for seksuelle overgreb gennem en årrække mod sin steddatter, og derefter skal han udvises af Danmark for bestandig.
Den nu 43-årige blev dømt for forsøg på voldtægt samt for andre seksuelle overgreb på sin steddatter i deres fælles hjem i Brøndby i en periode fra 2007 til 2012.
– Seksuelle overgreb mod børn er en meget grov forbrydelse, der bliver set meget alvorligt på, hvilket også kan ses på den straf, retten har udmålt, siger senioranklager Peter Rask, Københavns Vestegns Politi.
Retten bestemte desuden, at den dømte efter afsoning af fængselsstraffen skal udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig og tilkendte pigen 100.000 kr. i erstatning.
Den domfældte nægter sig skyldig og overvejer nu, om han vil anke dommen.
Familien anmeldte i 2016 de årelange overgreb fra 2007 til 2012, hvor den dømte boede sammen med pigens moder. Han var imellem tiden flyttet til Sverige i 2015. Efter at have efterforsket sagen fik Københavns Vestegns Politi udstedt en nordisk arrestordre på manden, som derefter blev anholdt af svensk politi, udleveret til dansk politi og varetægtsfængslet ved Glostrup Ret i februar 2017. Han har siden siddet fængslet, mens sagen blev efterforsket færdig, og blev fortsat fængslet efter dommen.