Et politisk flertal er enige om en 37 timers arbejdspligt, som skal sende især muslimske kvinder på offentlig forsørgelse i nyttejob. Det kan være at smøre håndmadder på plejehjem eller vaske tøj for ældre. Det sker efter politikernes gentagne forsøg på at få forslaget igennem.
Socialdemokratiet foreslog det første gang i sit udlændingeudspil i 2018, da partiet var i opposition. Men trods gentagne forsøg med både røde og blå partier, er det ikke lykkedes Socialdemokratiet at komme igennem med sit forslag.
I årevis har man talt om, at de muslimske indvandrere skal forsørge sig selv. Virkeligheden er imidlertid, at der til dato ikke har været politisk vilje i Folketinget til at indføre en egentlig indslusningsløn eller slippe løndannelsen fri. Fagbevægelsen og arbejdsgiverne står nemlig sammen om at forhindre, at muslimer på offentlig forsørgelse bestiller noget for de penge, de modtager fra det offentlige. Af indlysende årsager.
Fagforeningerne, der repræsenterer dem, som allerede er på arbejdsmarkedet, ønsker høj løn til deres ufaglærte medlemmer og er derfor imod at slække tøjlerne på den stive danske model og få konkurrence fra lavtlønnede muslimske indvandrere.
I forbindelse med regeringen forslag om 37 timers aktivering har den tidligere formand for LO, Lizette Risgaard, advaret: ”Snart præsenterer regeringen sit forslag om, at udlændinge, der kommer til Danmark, skal deltage i aktivitet 37 timer om ugen til gengæld for at modtage en offentlig ydelse. Men! Og der er et men. Det må ikke være sådan, at indvandrere på offentlige ydelser bliver brugt til at udkonkurrere de medarbejdere, der medfinansierer velfærden. Det ville ikke blot tyndslide samfundskontrakten, men sætte den i flammer. Vi må ikke falde tilbage til fortidens synder og erstatte eksisterende jobs med f.eks. gratis rengøring. Det hensyn bliver politikerne nødt til at adressere, hvis de vil undgå at skabe unødvendig modstand mod et i øvrigt fornuftigt forslag”.
Arbejdsgiverne er tilfredse med status quo. De har nemlig for længst fundet ud af, at de altid kan få en ny migrant i praktik gratis og dermed slippe for at betale løn.
I januar 2020 kunne medierne berette, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) samt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) var i færd med at forberede et udspil om fuldtidsaktivering af de herboende, primært muslimske, indvandrere på kontanthjælp. Det blev dog ved snakken, og derfor tog Mette F. emnet op igen i 2021, da hun fremlagde regeringens nye reformpakke. 200 millioner kroner har regeringen sat af til 37 timers nytteaktivering af 20.000 indvandrere og migranter på kontanthjælp. De skulle fremover have en arbejdspligt svarende til et fuldtidsjob på 37 timer som betingelse for deres kontanthjælp.
Ifølge professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, kan det ikke lade sig gøre at skabe 37 timers aktivering for 20.000 mennesker for 200 millioner kroner. Den reelle udgift ville med al sandsynlighed nærme sig en milliard. Og derfor bliver kommuner nødt til at skaffe de manglende penge ved at overføre ressourcer fra andre velfærdsområder såsom hjemmehjælp, børnepasning og skolegang.
”Hvis 37 timer aktivering skal have den ønskede effekt, skal man registrere de ledige, der ikke møder op. Det bliver hurtigt dyrt, så man kunne sagtens forestille sig, at kommunerne vil undlade at registrere, om de 20.000 mennesker med integrationspotentiale rent faktisk bliver aktiveret. Det er ikke ukendt, at man pludseligt efter et længere forløb opdager, at der har været ’problemer’ med registrering og administration af et område. Når problemerne bliver kendt, bliver kommuner og regering enige om, at selvom det ikke er blevet registreret, har det nok fundet sted alligevel, og så bevæger alle parter sig videre”, siger professoren.
Man kan også bare stille det helt banale spørgsmål, hvad politikerne har tænkt sig at gøre, når nogle af de op mod 20.000 muslimske indvandrerkvinder vægrer sig ved arbejdspligten eller bare ikke møder op. Måske det mest afslørende spørgsmål, der afslører symbolpolitikken i politikernes aftale om 37 timers arbejdspligt. Vil politikerne tage ydelsen fra dem, der ikke vil lytte, for det er den eneste reelle sanktion, når balancen mellem ret og pligt er væk? Man tvivler på det.
Selv om aktivering af muslimske indvandrere ikke er en umulig opgave (det beviste Peter Brixtofte i sin tid i Farum Kommune), skal man ikke regne med, at politikerne og kommunerne vil bruge tvang over for de arbejdssky muslimer. En af de store og uløselige udfordringer, som det socialdemokratiske velfærdssamfund står over for, er nemlig det, at statens magt ikke tør være hård og tage skrappe midler i brug. Den maskuline handlekraft er forsvundet i det danske samfund, som i dag fungerer på feminine præmisser. Det er med andre ord blevet til en slags Alt for Damerne-samfund, hvor man ikke stiller krav, og hvor alle skal være søde og empatiske.
Partiernes aftale om 37 timers aktivering er derfor ikke andet end symbolpolitik og tomme trusler. Virkeligheden er, at de feminine, blødsødne danske politikere og embedsmænd ikke er gearet til at gøre brug af tvang og skrappe midler. Fagbevægelsen, arbejdsgiverne og ikke mindst muslimerne kan derfor tage den med ro – det hele ender med det sædvanlige aktiveringscirkus: masser af snak og ingen handling.
André Rossmann