Efter flere ultimative russiske krav til de østeuropæiske NATO-lande har forsvarsminister Trine Bramsen (S) erklæret, at Danmark er klar til at komme de baltiske lande til undsætning. ”Vi vil ikke lade de baltiske lande i stikken, hvis de bliver presset militært”, sagde hun.
Ifølge Peter Viggo Jakobsen, der er lektor på Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, kan Danmark reelt ikke bidrage med meget. Danmark vil kunne forstærke de hærbidrag og flybidrag, som de skiftende danske regeringer har støttet balterne med i årevis, men ellers har Danmark ikke særlig meget på hylderne, når det gælder kampafgørende bidrag.
Bramsens forsikringer om militær hjælp til de baltiske lande er derfor bragesnak og ligegyldige slag i luften i betragtning af, at Danmark ifølge NATO’s evaluering hverken er i stand til at forsvare sig selv militært eller bidrage tilstrækkeligt til alliancen. Virkeligheden er, at det udpinte danske bidrag til NATO består af en ikke-funktionsdygtig brigade, krigsskibe mangler besætninger, en fjerdedel af hele forsvaret består af civile, og forsvarsbudgettet bruges til at betale arbejdsskadeerstatninger på over 1 mia. kr. om året. Hertil kommer, at Danmark ikke har nogen intentioner om at betale de aftalte 2 pct. af bnp til NATO.
Når Bramsen forsikrer, at Danmark kommer til at stille med kampafgørende militære bidrag til Baltikum i tilfælde af konflikt, genbekræfter hun basalt set de nugældende forpligtelser i henhold til Atlantpagtens Art. 5, den såkaldte musketered, som betyder, at medlemslandene skal komme hinanden til undsætning i tilfælde af et angreb.
Musketereden er imidlertid et politisk løfte om at gøre et eller andet, ikke en bindende forpligtelse til at gå i krig for hinanden. Derfor bør balterne og polakkerne spørge, om Bidens USA og NATO reelt er i stand og har politisk vilje til at garantere de baltiske lande og Polen mod russiske suverænitetskrænkelser.
Eftersom regeringscheferne i NATO aldrig har defineret, hvor den røde linje går i tilfælde af et russisk angreb, er det et stort og uafklaret spørgsmål, om NATO’s Art. 5 kan opfattes som en sikkerhedsgaranti. Art. 5 har kun været aktiveret én gang, nemlig efter 9/11 over for al Qaeda, som i modsætning til Rusland ikke var i besiddelse af atomvåben.
Modsat hvad Bramsen postulerer er der således ingen forpligtelser bundet til Art. 5. Det er stadig op til USA at træffe beslutningen om enten at gå i krig eller holde sig udenfor. Vil Biden lade balterne og polakkerne stå alene i tilfælde af en krig, som hurtigt kan udvikle sig en konflikt, der kan føre til en tredje verdenskrig? Det er højst sandsynligt.
Det var jo Biden, der som formand for Senatets udenrigskomité året før, at han blev vicepræsident under præsident Barack Obama i januar 2009, fløj til Georgien under den sovjetiske invasion og lovede aldrig at svigte landet. Dette løfte svigtede han efterfølgende som vicepræsident, hvilket Putin naturligvis har noteret sig. Og det har bestemt ikke styrket Putins opfattelse af Biden som den stærke mand.
Alle kan se, at hverken USA eller Europa for alvor modsætter sig Putins genetablering af kontrol med det, han betragter som russisk interessesfære. Putin har nemlig set, at når det kom til stykket, ville NATO, og det vil i praksis sige USA, ikke gå i krig for hverken Ukraines 40 mio. indbyggere eller for Georgiens 5 mio. Vil NATO virkelig gå i krig med Rusland, hvis Estland bliver angrebet? Putin kender ikke svaret, men hvis man skal være helt ærlig, gør NATO det heller ikke.
Bramsens løfter betyder i yderste konsekvens, at danske soldater skal dø for de baltiske lande, hvis de bliver angrebet af Rusland. Men er danskerne villige til at dø for balterne eller polakkerne? Meningsmålinger, der foretages i Europa, viser jo hver gang, at et flertal i befolkningen i de fleste EU-lande gerne vil leve i frihed, men er ikke parat til at betale for det. En meningsmåling fra den amerikanske tænketank Pew Research Center har f.eks. vist, at 60 pct. af tyskerne og 66 pct. af italienerne ikke ville forsvare en NATO-allieret, som blev angrebet af Rusland. Bramsens løfter til de baltiske lande og Polen må derfor betragtes som luftkasteller.
Balterne og polakkerne bør være nervøse for, om NATO’s Art. 5 overhovedet er realistisk. Efter alt at dømme giver Art. 5 en illusorisk sikkerhedsgaranti, fordi NATO hverken har den militære kapacitet eller politisk vilje til at stå bag denne garanti. I en tilspidset situation, hvor storbyer som Berlin, Paris, London og København kan blive mål for russiske angreb, vil vestlige politikere vurdere, at den menneskelige katastrofe og økonomiske regning er helt uacceptabel blot for at redde de tre baltiske lande. Prisen er simpelthen for høj. Vestlige politikere vil derfor strække sig til det yderste for at finde en løsning, der kan afværge russiske angreb.
Hvorom alting er: Den virkelige test af musketereden, som Bramsen henviser til, kommer den dag, hvor vestlige politikere i en konfliktsituation bliver nødt til at tage stilling til prisen for at aktivere Art. 5. Og derfor bør balterne og polakkerne være bekymrede.
André Rossmann