Bandekonflikten udstiller et ynkeligt samfund

De mange banderelaterede skyderier viser, at det danske samfund har spillet fallit. Hverken politikerne eller politiet er i stand til at stoppe bandekonflikten og voldsspiralen, fordi det ikke ligger i dansk DNA at bruge skrappe midler og sætte hårdt mod hårdt.

Ministre udformer bandepakker, som tydeligvis ikke kan standse voldsspiralen. Hver gang en bandekonflikt blusser op, får vi at vide, at politiet er ”massivt til stede” for at ”stresse” banderne, men at der desværre ikke findes en hurtig løsning på bandekonflikten. Det er et langt, sejt træk, der skal til, siger man. Altså masser af snak, men ingen handling.

Søndag den 13. november 2017 blev der indgået en aftale om våbenhvile i den københavnske bandekonflikt, men det var ikke politiets fortjeneste. Det var en gruppe fædre fra Blågårds Plads og Mjølnerparken, der havde forhandlet våbenhvilen på plads. Begge bandegrupper har accepteret aftalen om våbenhvile udelukkende af hensyn til bandemedlemmernes familier, ikke af hensyn til det omgivende samfund.

Våbenhvilen har leveret et tydeligt bevis på, at muslimske klaner og bander har større magt end politiet og loven. For mange var det rystende at se, at parallelsamfundets egne regler og normer er i stand til at overtrumfe politiets magt og samfundets forsøg på at vinde kontrollen med gaderne tilbage. Det udstiller et ynkeligt samfund, der har spillet fallit.

I forbindelse med den øjeblikkelige bandekonflikt har politiinspektør Torben Svarrer udtalt, at ”nu sadler politiet om i sin bandeindsats, så man er langt mere massivt til stede for at få det her uvæsen stoppet”. Men det er blot tom snak, for reelt er politiet magtesløs, og man skal derfor ikke forvente, at der kommer en løsning fra denne kant.

Måske burde parallelsamfundets selvbestaltede retsinstans træde til som mæglere igen og få styr på situationen. Nogen skal gøre det, når politiet ikke kan.