Site icon 24NYT

Banditter i habitter – også i Venstre

Den tillid og moral, som i årtier har holdt det danske samfund sammen, er under hastig nedbrydning. Tillid til uduelige skattemyndigheder. Tillid til aktivistiske journalister. Tillid til smarte bankfolk, der udnytter ethvert hul i lovgivningen. Tillid til borgere, der udnytter offentlige velfærdsordninger. Tillid til opportunistiske levebrødspolitikere. Listen er lang.

Oven på en række skandaler i både den offentlige og private sektor forventer borgerne, at private virksomheder, offentlige myndigheder og ikke mindst politikerne i Folketinget optræder som ansvarlige samfundsspillere og overholder ånden i lovgivningen frem for det formelle bogstav.

Det er åbenbart ikke noget, man praktiserer i Venstre. Her er der ikke noget, der hedder moral. Her gælder det om at udnytte det mindste hul i loven.

Ifølge Politiken har Venstres politiske ordfører, Britt Bager, som er valgt for Venstre i Region Midtjylland, modtaget en donation på 100.000 kroner til sin valgkamp. Donationen kommer stik imod intentionerne og ånden i loven om partistøtte fra fem forskellige virksomheder, der har samme ejer.

De fem virksomheder har hver doneret 20.000 kroner, som er bagatelgrænsen. For bidrag herunder har man ifølge loven ikke pligt til at oplyse identiteten på bidragsyderen.

Den hemmelige donation til Britt Bager er ikke en enlig svale. Ifølge Berlingske har en intern undersøgelse i Venstre vist, at i alt 16 pengebeløb på over 20.000 kroner ikke blev indberettet til regionen i perioden 2013 til 2016.

Exit mobile version