To mænd på 23 og 25 år blev i dag ved Retten i Helsingør dømt for et groft overfald mod en taxachauffør, som blev bidt i ansigtet og hånden i december sidste år. Den 23-årige blev idømt 9 måneders ubetinget fængsel, mens den 25-årige er ved at blive mentalundersøgt, og hans sag vil blive afgjort senere
To mænds taxatur i Helsingør endte natten til den 16. december sidste år med, at de to passagerer overfaldt taxachaufføren.
Den ene passager, en 23-årig mand, tog halsgreb på chaufføren, hvorefter de begge faldt til jorden. Da de lå på jorden, bed den 25-årige medpassager taxachaufføren flere gange i ansigtet og hånden, imens den 23-årige stadig holdt taxachaufføren i et halsgreb.
– Vi har at gøre med et særdeles groft overfald, hvor taxachaufføren fik bidt sin næse løs i den ene side, ligesom der blev bidt et stykke af hans tinding. Der har været tale om voldsomme skader, siger anklager Anne-Mette Wedell Seerup, anklagemyndigheden i Nordsjælland.
De to mænd var også tiltalt for tyveri af 2000 kroner fra taxachaufføren samt for at begå hærværk mod taxameteret, som blev ødelagt.
– Jeg er meget tilfreds med længden på straffen, som i mine øjne signalerer, at retten også har vurderet, at der var tale om et groft overfald, som blev begået i forening.
De to mænd, som har siddet varetægtsfængslet siden den 17. december 2017, havde nægtet sig skyldige under sagen. Den 23-årige tog sig betænkningstid med hensyn til anke, mens den 25-åriges sag altså endnu ikke er endeligt afgjort.