Gitte Seeberg har, som hun selv fremhæver i sit indlæg (1. marts), i mange år været på nakken af Israel, som hun ønsker en boykot af. Afsættet for hendes seneste angreb på den jødiske stat er, at der netop nu udkæmpes en politisk kamp om magtfordelingen i det israelske demokrati.
Debatindlæg af Dan Harder
Israels højesteret er gennem et par årtier blevet mere aktivistisk og har tiltaget sig en magt, som der ikke er lovhjemmel til. De fleste israelere er enige om, at det er nødvendigt at rebalancere magtforholdet imellem landets regerende institutioner.
Netanyahus nye flertalsregering, bestående af hans borgerligt-liberale Likud-parti og nogle religiøse og nationalistiske partier, er i gang med at gennemtrumfe nogle lovændringer, som vil trække balancen for meget i den anden grøft.
Men Gitte Seeberg kan være ganske (u)rolig, det velfungerende israelske demokrati vil finde en løsning. Der ydes stor modstand fra Israels særdeles dynamiske civilsamfund. Landets bredt respekterede præsident, Isaac Herzog, har inviteret til forhandlinger mellem parterne. Og senest forlyder det, at ledende Likud-medlemmer trækker i retning af dialog med oppositionen for at opnå en bredere konsensus.
Den foreslåede lovændring har i øvrigt ikke noget med Netanyahus egne retssager at gøre, som Gitte Seeberg fejlagtigt påstår.
Så hvad ligner det, at Gitte Seeberg opfordrer til, at Vesten og USA – “på alle tænkelige måder” – skal intervenere i en intern israelsk demokratisk proces? Israelerne bestemmer da selv, hvordan deres demokrati skal indrettes. Idéen om, at andre skal bestemme over jøderne er for længst henvist til historiens mødding.
Gitte Seebergs hadefulde sammenligning af Netanyahu med Vladimir Putin er også tilsvarende malplaceret. Det er Mahmoud Abbas, der er en diktator, ikke Netanyahu. For slet ikke at nævne det fascistiske, islamistiske Hamas i Gaza.
Gitte Seeberg påstår, at Israels menneskerettighedskrænkelser er veldokumenterede, men det er forkert. De er netop udokumenterede. Israels forsvar imod palæstinensisk terrorisme er solidt forankret i international lov, og der findes ingen evidens for, at Israel skulle overtræde krigens love.
Det er tværtimod det palæstinensiske selvstyre, der systematisk krænker både sine egne borgeres og israelernes rettigheder. Palæstinenserne lever uden ytrings- og forsamlingsfrihed, uden retssikkerhed og uden stemmeret. Mahmoud Abbas er nu gået ind i sit 19. år af den fireårige periode, han er valgt til. Politiske modstandere bliver hentet om natten og tævet ihjel. Palæstinensiske børn og voksne hjernevaskes med jødehad via de dybt antisemitiske, selvstyre-kontrollerede medier, moskeer, skoler og ungdomsklubber. Palæstinensere opfordres til at begå terror imod jødiske mænd, kvinder og børn, og de bliver hædret og klækkeligt belønnet for det bagefter. Børn bliver sendt i krig imod israelske civile, hvilket er en dobbelt krigsforbrydelse.
Det, der er brug for, er, at det palæstinensiske selvstyres vestlige sponsorer lægger pres på selvstyret for at få indstillet den anti-israelske propaganda og støtten til terror samt at tvinge palæstinenserne tilbage til det forhandlingsbord, de forlod i 2000, hvor de afviste tilbuddet om at få deres egen stat ved siden af Israel.
Den palæstinensiske drøm om en stat i stedet for Israel er lige så dødfødt som Gitte Seebergs ønske om en vestlig boykot af samme.
Artiklen blev bragt (i lettere redigeret udgave) i Jyllands-Posten 7. marts 2023.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)