Bekymringernes sum synes at være konstant

Gennem mit liv har der været en uendelig række af varslede dommedagsscenarier. Jeg har beskrevet 40 af dem i mine bøger – her er et udvalg sorteret kronologisk efter, hvornår frygten for alvor toppede:

• 1960’erne: Massedød af kræft pga. DDT (skudt i gang med Rachel Carsons Silent Spring i 1962)
• 1968: Global hungersnød (Paul Ehrlichs bestseller The Population Bomb)
• 1972: Ressourceknaphed og civilisationens kollaps (Romklubbens Grænser for vækst)
• 1970’erne: En ny istid (frygten for luftforurening, der blokerede for sollyset)
• 1970’erne-80’erne: Atomkraft-apokalypsen (kulminerede med Three Mile Island og Tjernobyl)
• 1980’erne: Syreregn og total skovdød (Waldsterben)
• 1980’erne-90’erne: Kræft fra elmaster og mobiltelefoner
• 1980’erne-90’erne: Massearbejdsløshed skabt af computere
• 1990’erne: Akut global vandmangel og “vandkrige”
• 1990’erne: Genmodificerede afgrøder (panikken over “Frankenfoods”)
• 1998: Myten om, at vacciner giver autisme (Wakefields forfalskede Lancet-studie)
• 1997-2000’erne: Den gigantiske plastikø i Stillehavet
• 1999: Y2K-virussen, der skulle lamme verdens finanser og infrastruktur nytårsaften
• 2000’erne: Den globale masseudryddelse
• 2010’erne: Insektdød (“insekt-apokalypsen”)
• 2020’erne: Mikroplastik-forgiftning fra fisk

… og listen fortsætter.

Klimadagsordenen har været i en liga for sig selv. Gennem de seneste 40–50 år har der været tusindvis af dystre prognoser og “point of no return”-deadlines i den offentlige debat. Tænketanke og forskere har katalogiseret stribevis af prominente forudsigelser, der slog helt fejl: Maldiverne der skulle være sunket i havet for længst, isbjørnene der ville uddø, det helt isfri Arktis, 50 millioner klimaflygtninge inden 2010, globalt afgrødekollaps osv.

Nu viser målingerne, at klimabekymringen styrtdykker i både EU, USA og resten af Vesten.

Når den ene bekymring viger pladsen, hvad skal vi så sætte i stedet?

AI selvfølgelig. Nu skal vi endnu en gang alle sammen dø, huhej!