Berlingske: En børneavis for dumskerne

I en artikel i Berlingske udbreder avisens udlandsredaktør, Birgitte Borup, sig om, at mange danskere mangler forståelse af amerikansk politik. De blander sig i debatten om USA uden helt at forstå nuancerne og forskellene mellem amerikansk og dansk politik, og alt for ofte bliver amerikanske forhold diskuteret og bragt over i en dansk kontekst. ”Der er bare en kæmpe forskel på at have været et par uger i New York, og så at have en dyb forståelse for, hvilket enormt land det er, hvor kompliceret det er, og hvordan Det Republikanske Parti dækker over mangt og meget. Jeg synes, at der er en udskamning og fordømmelse, der foregår på sådan et mærkeligt fordansket grundlag”, lyder det fra Birgitte Borup.

Ja, man må give hende ret i, at danskerne er et udskammende folkefærd, altid på udkik efter en kollektiv syndebuk. Skammen er jo i dette land nærmest blevet et legaliseret og institutionaliseret allemandsredskab. Tænk bare på Donald Trump, som hele den danske stamme har udskammet siden han blev USA’s præsident. Og gør det fortsat den dag i dag. Tænk på de mange danske mænd, som MeToo-inkvisitionen har sat i gabestokken og udskammet. Eller på Mette F., der har fordømt og udskammet danske kendisser for, at de tog på badeferie i Dubai, selv om det skete inden for de regler, som statsministeren selv havde indført.

Men når Borup peger på, at danskerne ikke forstår en klap af amerikansk politik, skyldes det ganske enkelt, at aktivistiske journalister, der dækker USA, som f.eks. Berlingskes Michael Bjerre (i dag Jyllands-Posten), Poul Høi, Kristian Mouritzen, Mikkel Danielsen og Birgitte Borup, dag efter dag leverer ensidig og tendentiøs propaganda og agitation til fordel for den liberale amerikanske venstrefløj. I processen er Berlingskes dækning af amerikansk politik derfor blevet til en børneavis. Avisens læsere får serveret journalistiske sympatierklæringer, som skal få dem til at fatte sympati for den ”gode sag”, dvs. Demokraterne og Biden. I sin vinkling, framing og kildevalg læner Berlingske sig udelukkende op ad de venstreliberale amerikanske medier og stiller ukritisk op som klakør for Demokraternes og Bidens bandbuller. Facit er, at avisens nyhedsdækning ikke lader de gamle sovjetiske medier som Pravda, Izvestia og Tass noget tilbage at stå i propagandistisk løgnagtighed og hjernevask af læserne.

Under Donald Trump præsidentperiode overgik Berlingskes tidligere USA-korrespondenter, Michael Bjerre og Poul Høi, hinanden i tendentiøs og hadsk dækning af præsidenten. De har viderebragt løgne og anklager, der gjorde Trump til skurk – det skulle bare bevises. De har begge fokuseret på Trumps person og har bragt et hav af saftige og kulørte historier i bedste Se og Hør-stil – i stedet for at rapportere om substansen i præsidentens politik. De har begge brugt deres ubegrænsede adgang til Berlingskes spalter til at fremme deres politiske og ideologiske dagsorden, der er gennemsyret af patologisk had til og foragt for den amerikanske præsident og de 75 millioner ”deplorables” (ikke stuerene kældermennesker), der har stemt på ham.

Mange i det Trump-hadende Danmark ønsker at glemme ekspræsident Donald Trump og hans regeringsperiode, som var det en ond drøm. Blandt dem er Birgitte Borup, som den 1. august 2022 har leveret en leder med overskriften ”Alt og alle er bedre end Trump”, og som hun slutter af med en inderlig bøn: ”En periode mere med en mand, der har gjort så bevidst skade på demokratiet som Trump, vil være vanvid. Parolen frem mod 2024 bør være ’Anyone but Trump’ ”.

I en artikel om en konference, som tænketanken America First Policy Institute holdt for konservative politikere, kampagnefolk og lobbyister i juli 2022, skrev Berlingskes (nuværende) USA-korrespondent, Mikkel Danielsen, at ”Trumps tale indeholdt naturligvis ingen konkrete politiske programmer eller ideer, for den slags indeholder Trump-taler aldrig”. Danielsen mente ikke, at det var relevant at informere børneavisens læsere om, at Trump, hans stab og en lang række konservative organisationer havde forberedt et katalog af konkrete America First-tiltag, som Republikanerne ville tage med henblik på et opgør med den demokratiske sump i Washington.

”USA har ikke været den store demokratiske ledestjerne de sidste syv år. Lad os håbe, at midtvejsvalget er starten på enden på det mareridt, der hedder Donald Trump”, skrev Berlingskes Kristian Mouritzen forleden. Glemt var alt det, Mouritzen havde lært på Danmarks Journalisthøjskole, nemlig at man som journalist bør forholde sig “tilstræbt objektivt” til de emner, man dækker. Det vigtigste for ham var at udbasunere, at hans mareridt var slut.

Berlingskes journalist Bent Blüdnikow har i et indlæg med overskriften “Har Berlingske ikke et moralsk ansvar for de falske rygter om Trump” afsløret, at Berlingskes USA-dækning drives af politisk aktivisme: ”Fra amerikanske medier flød anklagerne mod Trump i en lind strøm til europæiske medier, og Berlingske skrev om disse anklager uden at sætte spørgsmålstegn ved anklagerne og i en tendentiøs stil, som efterlod læsere i den tro, at der var noget om snakken. Problemet med mediernes artikler var ikke alene, at de uden kildekritik gengav løse og anonyme anklager, men også at medierne ikke gengav kilder, der pegede i en anden retning”.

Det samme lød fra Ole Bruun, professor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet, som i et indlæg i Jyllands-Posten skrev: ”Almindelig journalistisk upartiskhed er i foruroligende grad sat ud af spillet, når det gælder dækningen af amerikansk politik. De amerikanske medier er mere politiserende end nogensinde, og de danske følger bevidstløst efter og tillægger Donald Trump alle de dårlige motiver – og glemmer de gode. Mediernes hetz mod Trump var en klassisk hekseproces, hvor man forsøger at mane det onde bort, det, der ikke passer ind”.

Heller ikke Børsens chefredaktør Bjarne Corydon, forholder sig objektivt til amerikansk politik. ”Det amerikanske midtvejsvalg handlede om at afværge Trumps direkte trussel mod demokratiet; det lykkedes. Kun moderate og pragmatiske demokrater kan redde det amerikanske demokrati fra Trump”, skrev Corydon forleden i en leder. Det er påfaldende, at ikke engang venstreliberale amerikanske kommentatorer mener, at Trump har afmonteret demokratiet. Den fremtrædende amerikanske juraprofessor, Eric Posner, har således i et indlæg, som blev bragt af den liberale medieorganisation Project Syndicate, konkluderet, at Trump i realiteten har styrket og ikke svækket det amerikanske demokrati. Men dumskerne ved naturligvis bedre end amerikanerne.

Mens kernen i ”trumpismen” er nationalkonservatisme baseret på orden, sikkerhed, grænser, national identitet samt traditionelle borgerlige værdier om kernefamilie, kristendom, køn og seksualitet, som selv de danske konservative kunne skrive under på, fremstiller Berlingske Trumps vælgerbase som snæversynede og forandringsresistente tabere, racister og religiøse fanatikere. Vi kender det herhjemmefra, hvor mange i Sønderjylland stemte på DF i 2015, og som folk med de ”rigtige” meninger kaldte ”klamme kældermennesker”.

Eftersom Berlingske er en erklæret borgerlig avis, burde sympatien for trumpismens konservative, borgerlige værdier afspejles i avisens journalistiske produktion, men det er ikke tilfældet. Berlingske er nemlig blevet en avis, som henvender sig primært til den venstreorienterede, akademisk uddannede storbyelite. Og derfor har Berlingske kun foragt for Trump og de 75 mio. ”ikke stuerene” amerikanere, som har stemt på ham – dem der ikke lige har gået på Harvard, dem der ikke har en Twitter-konto, dem som bor i udkants-USA og som har de forkerte meninger.

Det morsomme er, at alt imens Berlingskes aktivister som Danielsen og Borup tvangsfodrer deres læsere med anti-Republikansk og anti-Trump propaganda, turnerer chefredaktør Tom Jensen med følgende salgspitch: ”På Berlingske har vi fokus på fakta, nuancer, troværdighed og gennemsigtighed. På Berlingske ved vi, at sandheden ikke altid er sort eller hvid, men mere kompliceret og nuanceret. Vi skal undgå et mediebillede som i Trumps USA, hvor medierne har valgt side og er blevet en del af den politiske kamp“.

André Rossmann