Politisk faldt aftalen om tvangsfordeling af gymnasieelever på plads i mandags. Om 10 år må maksimalt 30 pct. af eleverne på et gymnasium have muslimsk baggrund. Det er påfaldende, at den nominelt borgerlige avis Berlingske byder aftalen velkommen. At etnisk danske gymnasieelever skal tvangsintegreres ”er fornuftigt nok”, skriver Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard i dagens leder. Det ville være morsomt, hvis det ikke var tragisk.
Der findes intet empirisk belæg for positive effekter af en tvangsfordeling af gymnasieelever. Tværtimod viser en forskningsrapport, som i 2020 blev offentliggjort af TrygFondens Børneforskningscenter, at postulatet om, at den såkaldte klassekammeratseffekt vil øge de muslimske elevers faglige niveau og bidrage positivt til integrationen, beror på mavefornemmelser snarere end evidens. Rapporten dokumenterer, at de muslimske elever, som fordeles til velfungerende danske skoler, klarer sig dårligere både socialt og fagligt i forhold til de muslimske elever, der forbliver på den lokale skole.
I 2018 offentliggjorde tænketanken Kraka og konsulenthuset Deloitte en rapport, som indeholder en bemærkelsesværdig analyse af de langsigtede konsekvenser forbundet med andelen af muslimske elever i skoleklasserne. Konklusionen er nedslående: Jo flere muslimske elever i en klasse, jo lavere livsindkomst kan klassens etnisk danske elever forvente i fremtiden.
Omfanget af konsekvenserne er chokerende: Hvis blot 15 pct. af eleverne har muslimsk baggrund, falder hele klassens forventede livsindkomst med op mod 20 pct. Stiger andelen af muslimske elever til mellem 25 og 30 pct., falder den forventede livsindkomst med over 30 pct. for hele klassen.
Ved at tvangsfordele muslimske elever vil politikerne derfor ikke alene tvangskollektivisere omkostningerne ved den muslimske indvandring, men også øge fattigdommen blandt etniske danskere.
Den tvungne omfordeling af de socialt belastede muslimske underklassebørn, som intelligens- og kompetencemæssigt ligger langt bagud i forhold til etniske danskere, vil trække fagligheden i gymnasierne (og senere på universiteterne) ned og føre til et markant fattigere liv for etnisk danske børn. Alt imens har muslimske elever udsigt til en lavere faglighed, der giver dem endnu dårligere muligheder i livet.
Politikerne bruger gymnasielever som skakbrikker i et gigantisk integrationsprojekt, som skal løse årtiers fejlslagne integration af muslimerne i Danmark, og hvor det er danskerne, der skal integreres. I folketingspolitikernes optik påhviler pligten til at integrere sig nemlig den danske majoritet, og ikke den muslimske minoritet, der er kommet til Danmark.
Aftalen om tvangsfordeling vil straffe etnisk danske elever både fagligt og socialt for, at deres forældre i 30-40 år har fundet det fornuftigt at stemme på partier, som går ind for at importere muslimske analfabeter fra Mellemøsten og Afrika.
De unge må dog forstå, at de lever i et herligt socialistisk velfærdssamfund, hvor de bredeste skuldre bærer mest, og at tvangsfordeling derfor er et nødvendigt offer, som de er nødt til at bringe i den gode sags tjeneste.
Tvangsfordelingen bakkes op af et stort indvandrervenligt flertal i Folketinget, som mange forældre i velhaverkvartererne over hele landet stemmer på. Ca. 85 pct. af vælgerne i dette land har ved sidste folketingsvalg stemt på de indvandrer- og integrationsvenlige partier. De ligger derfor som de har stemt. Ingen medfølelse herfra.
André Rossmann