Foranlediget af DF’s antiislamiseringsudspil er Berlingskes debatredaktør Pierre Collignon gået i et heftigt forsvar for islam i Danmark.
Ganske vist er Danmark et kristent land, skriver Collignon, men vi skal ikke ”bruge kristendommen som aggressivt middel til at dele befolkningen op i mere eller mindre danske grupper”.
Virkeligheden er imidlertid, at det er muslimerne, der deler befolkningen op i etniske grupper ved at isolere sig i parallelle samfund med social kontrol, moskéer, egne love, egne religiøse domstole og formørkede middelalderlige holdninger, som er i opposition til danske værdier og principper om demokrati, ligestilling, trosfrihed osv. Det er muslimerne, der udnytter religionsfriheden som rambuk og værn mod krav om integration. Og det er den muslimske indvandring, og ikke DF’s fokus på kristne værdier, der medfører voksende etnisk polarisering på alle niveauer i det danske samfund.
DF vil gerne forhindre byggeriet af stormoskeer i Danmark, skriver Collignon, men “det er altså en menneskeret at få lov til at dyrke sin religion i fred”.
Mens Danmark har forbudt udenlandske hadprædikanter at komme her til landet for at prædike deres had, kan Collignon ikke se noget problem i, at de ca. 170 moskeer herhjemme (én moske pr. ca. 1.700 muslimer) udbreder rabiate religiøse og antisemitiske holdninger, promoverer værdier i modstrid med det omgivende samfund og cementerer parallelsamfund og dermed svækker effekten af integrationsindsatsen. Det er ikke islam, men islams sponsorer, der udgør et problem, mener Collignon. Han opfordrer derfor DF til at se bort fra islam, som er fredens og godhedens religion, og i stedet ”koncentrere sig om, hvordan de muslimske trossamfund finansierer deres byggerier og aktiviteter med penge fra autoritære regimer i Mellemøsten”.
”Det er fint, at DF vil styrke kristendomsundervisningen i folkeskolen, men når partiet også vil forbyde bønnekald fra danske moskeer, må man spørge, om forbud virkelig er vejen frem”, skriver Collignon.
Det korte svare er JA. Danmark er et kristent land med en historie og kultur, der bygger på kristne værdier, og kristendommen samt den danske folkekirke har derfor forrang, også når det drejer sig om synlighed og lydbilledet i vores byrum og landsbyer. Derfor må kirkeklokkerne kime, men moskeerne skal være stille i det offentlige. Det muslimske bønnekald kan ikke sidestilles med kirkeklokker. De danske kirker kan påberåbe sig hævd, efter at de i århundreder har været en del af dansk kultur, og kirkeklokkerne formulerer heller ikke direkte religiøse budskaber i en ordstrøm ud over gader og stræder. Muslimske bønnekald ville blive opfattet både forkert, anmassende og provokerende af danskerne, som gerne vil være fri for at høre på en høj lovprisning af en religion, de ikke deler, på et uforståeligt sprog. Og derfor skal bønnekald forbydes.
”Når DF også vil forbyde at bære islamiske tørklæder i offentlige institutioner, må man spørge, om forbud virkelig er vejen frem”, skriver Collignon.
Igen, det korte svare er JA. Det muslimske tørklæde, som reklamerer for islamiske værdier, hører ikke til på offentligt ansatte. Tørklædet bliver ofte betragtet som en harmløs del af en skøn multi-kulti-drøm om mangfoldighed og harmoni. Det strider dog mod princippet om, at offentligt ansatte skal fremstå neutralt og professionelt.
De religiøse signaler, der ligger i det islamiske tørklæde, skal ikke fremstå som det væsentligste, når de offentligt ansatte møder borgerne. Der er religionsfrihed i Danmark, men det betyder ikke, at man som ansat i det offentlige skal have frihed til at missionere for en religion og ideologi, der går på tværs af alt, hvad Danmark står for. Og derfor bør det islamiske tørklæde ikke bæres af læger, sygeplejersker, folkeskolelærerinder og gymnasielærerinder, når de er på arbejde.
Det er ikke kun på Berlingske, at det muslimske tørklæde har sine proselytter, men også i justitsministeriet, som har udtalt, at danskernes krav om religiøst neutrale offentligt ansatte ikke kan retfærdiggøre et forbud mod religiøs muslimsk hovedbeklædning, idet et forbud ikke ville opfylde ”proportionalitetskravet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”.
På jævnt dansk betyder det, at hvis de sekulære etniske danskere ikke vil acceptere, at muslimske ansatte i det offentlige bærer tørklæder og påtvinger danske borgere deres islamiske budskaber, så ligger problemet hos de etniske danskere, som enten må underkaste sig, holde sig væk eller forlade landet.
André Rossmann