Berlingske i fremstød for det muslimske tørklæde

Berlingske har lagt sine spalter til en kronik, hvor en muslimsk studerende, Halima Jongo, kører et fremstød for det muslimske tørklæde.

”Mit tørklæde er ikke et tegn på, at jeg ikke vil det danske samfund. Ej heller er det et tegn på, at jeg er undertrykt”, skriver Halima Jongo. ”Tværtimod føler jeg mig frigjort, fordi jeg kan følge min religion og dens praksis. Jeg føler mig stærk, fordi jeg har modet til at skille mig ud, og mest af alt føler jeg mig beæret over at være en muslimsk kvinde, hvis rettigheder er beskyttet gennem udøvelsen af min religion, og som på afstand kan identificeres som muslim”.

Et af grundelementerne i de vestlige frihedsrettigheder er, at religioner er særligt beskyttet mod forfølgelse. Halima Jongo og andre herboende muslimer udnytter den religiøse fællesforsikring, religionsfriheden, som rambuk og værn mod krav om integration. Islam bruges til at kræve religiøs særbehandling, hvilket er præcis det, der hindrer Halima Jongos og andre muslimers integration og tilpasning til det omgivende danske samfund.

Modsat hvad Halima Jongo påstår, er tørklædet i Danmark ikke en uskyldig hovedbeklædning, men et politisk statement, støtteerklæring til islam og et religiøst symbol, som udstråler afvisning af det danske samfund. Går man med tørklæde, så signalerer man noget andet end de danske værdier. Ved at bære tørklædet udstråler den tildækkede muslimske kvinde hver eneste dag afvisning af det danske fællesskab.

”Da jeg boede i Syrien, var det ildeset, når små piger gik med tørklæde. For det signalerede et tvangspræget opvækstmiljø. Paradoksalt nok er det et acceptabelt syn i et europæisk samfund som det danske. Hverken myndighederne, lærerne eller pædagogerne reagerer eller problematiserer rationalet bag. Den sædvanlige berøringsangst og misforståede kulturelle hensyn i Danmark er med til at vedligeholde et uhensigtsmæssigt kvindesyn”, har den syrisk-fødte Abir Al-Kalemji, læge og Ph. D., sagt til Berlingske.

Religionen anses her i landet for en privat sag. Det vender islam-identifikationen totalt op og ned på – og det er der ingen fornuftige mennesker i dette land, der vil gå med til, uanset hvor mange indlæg fra krænkede muslimer kulturradikale, indvandrervenlige medier som Berlingske måtte bringe.

Virkeligheden er, at arbejdsgiverne ”stemmer med fødderne” og holder muslimske kvinder ude af arbejdsmarkedet, fordi det muslimske tørklæde sender et signal om, at religionen fylder meget i ens liv. Danske arbejdsgivere vil ikke have, at religion skal spille en rolle på arbejdspladsen. De vil gerne have, at de ansatte fremstår religiøst neutrale og professionelle.

Magteliten og kongehuset støtter integrationen af muslimerne, men kun på retorisk plan. I praksis er det etniske danskere, der sidder på samtlige fremtrædende poster i det danske samfund. Det hvide, sekulære Danmark holder skansen.

André Rossmann