Siden starten af 1980’erne har det danske establishment – politikere, folketingsmedlemmer, opinionsdannere, journalister, kulturpersonligheder mv. – været hyperaktive med antijødisk og antiisraelsk propaganda. Medierne manipulerer kynisk med historiske fakta og dækker udviklingen i Mellemøsten på en måde, så det demokratiske Israel fremstår som skurk og aggressor, og terroristerne i Hamas som den uskyldige part, der blot forsvarer sig.
De overvejende venstreorienterede danske journalister benytter ethvert påskud til at sværte Israel til. Senest har Berlingskes Emil Rottbøll og Kristian Mouritzen i en artikel med overskriften ”Her er Danmarks nye venner: Syv problematiske partnere” brugt Mette Frederiksens nylige besøg i Israel til at lufte deres patologiske had til Israel ved at sætte Israel, der er det eneste demokrati i Mellemøsten, i bås med ufrie, udemokratiske og autoritære lande som Etiopien, Ægypten, Rwanda, De Forenede Arabiske Emirater, Pakistan og Indien.
Rottbøll og Mouritzen kritiserer Mette Frederiksen for at ignorere ”det problematiske i de manglende vacciner til palæstinenserne i de israelsk besatte områder” velvidende om, at Israel absolut ingen juridiske forpligtelser har for så vidt angår palæstinensernes vaccineforsyning. Af Oslo-aftalen, som blev vedtaget i 1990’erne, fremgår det nemlig sort på hvidt, at Det Palæstinensiske Selvstyre selv har ansvaret for sundhedssektoren på Vestbredden og i Gaza.
Rottbøll og Mouritzen kritiserer endvidere Mette Frederiksen for ikke at tale palæstinensernes sag. Men hvorfor skulle hun gøre det, når Mouritzen selv mener, at den palæstinensiske sag er yt. ”Ingen orker længere palæstinensernes strid”, skrev Mouritzen i Berlingske den 14. maj 2021: ”Hvem gider at involvere sig i den israelsk-palæstinensiske konflikt? Tilsyneladende ingen. EU og de arabiske lande står stadig fast på samtlige fredsforhandlingers slutmål for alle andre end israelerne – en tostatsløsning med et delt Jerusalem. En fredsslutning med den østlige del som Palæstinas hovedstad og den vestlige del som Israels med en drøm om at kunne dele de hellige steder på en fornuftig måde. Men det er et fatamorgana, for disse fredsplaner ligger så langt væk fra realiteternes verden, at selv benhårde arabiske lande har opgivet tanken”.
I det demokratiske Israel er den arabiske fællesliste kommet ind i parlamentet, Knesset, og flere partier har arabiske politikere som medlemmer. Den israelske hær tæller arabisktalende soldater, herunder drusere og beduiner. Alle steder i det offentlige rum – i busser, i restauranter, i biografer, i koncertsale, i sportsanlæg mv. – færdes jøder og ikke-jøder side om side. Israel giver stemmeret til alle myndige borgere, uanset etnicitet og religion.
Rottbølls og Mouritzens kritik af Israel som et ufrit, udemokratisk og autoritært land er rendyrket nonsens og fordummende journalistik, som viser en dyb despekt for læsernes intelligens og dømmekraft. Samtidig med, at Berlingskes journalister bruger avisens spalter til antiisraelsk slam, turnerer den ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen med en fortælling om, at hans avis leverer ”væsentlig” journalistik. Mange af Berlingskes artikler afsluttes nemlig med følgende budskab fra chefredaktøren: ”Mens du læser Berlingske, så brug et halvt minut på, hvorfor det er vigtigt at betale for Berlingske. Vi skal være kritiske og oplyste borgere og det kræver et borgerligt medie, der giver dig journalistik om det, der er væsentligst for dig. Også når sandheden er ubekvem. Tom Jensen”.
Berlingskes læsere må selv dømme, om Rottbølls og Mouritzens primitive Israel-fjendtlige propaganda gør dem til klogere og mere oplyste borgere.
André Rossmann