“Betinget udvist” – Syv mænd dømt i sag om svindel og pirattaxa-kørsel

Syv mænd i alderen 22 til 31 år er idømt mellem to år og fire måneder og seks måneders fængsel for i forbindelse med pirattaxa-kørsel at have franarret kundernes pinkode og betalingskort. En af de dømte blev idømt en behandlingsdom. Fem af de dømte er også blevet betinget udvist.

I en stor sag om svindel og pirattaxa-kørsel er syv mænd fra Aarhus blevet idømt fængselsstraffe på mellem to år og fire måneder og seks måneders fængsel

Det har Københavns Byret i dag afgjort.

De syv mænd er dermed dømt i forskelligt omfang for i flere tilfælde fra juni 2017 og frem til marts 2018 at have kørt pirattaxa i København. Kunderne blev typisk samlet op i indre by om natten. I forbindelse med betaling for turen er kunderne blevet snydt til at betale med kort og pinkode på en fiktiv betalingsterminal, hvor de syv mænd har haft mulighed for at aflure kundernes pinkode og efterfølgende ved trusler eller tricktyveri stjålet kundens betalingskort. Herefter er der blevet hævet store beløb ved hjælp af de stjålne kort.

I alt er de syv mænd kendt skyldige i at have svindlet 36 kunder for et samlet beløb på ca. 1,8 millioner kroner.

”Det er en usædvanlig sag, som både handler om ulovlig taxakørsel og databedrageri, hvor de intetanende kunder har fået franarret deres kort og kortoplysninger. Derfor er jeg også tilfreds med, at retten er nået frem til, at de syv personer er skyldige – omend i forskelligt omfang,” siger senioranklager Mads Schønning Frandsen fra Københavns Politi.

LÆS OGSÅ:  21-årig kvinde voldtaget i pirat-taxa – nu er der nyt fra politiet

Udover fængselsstraffe blev fem af de dømte også betinget udvist af Danmark.

Sagen har over 23 retsdage kørt siden december 2019.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)