Site icon 24NYT

Betjent ligger i koma: Nu er vamvidsbilisten anholdt

Modelbillede.

Østjyllands Politi har sent søndag aften anholdt den 20-årige mand, politiet mener sad bag rattet i bilen, der fredag aften påkørte en politibetjent i Aarhus. Den 19-årige formodede passager, der også har været efterlyst, har meldt sig selv.

Østjyllands Politi har siden fredag aften ledt efter den 20-årige mand, der også har været efterlyst offentligt i medierne. I løbet af søndagen kom politiet på sporet af, hvor den 20-årige befandt sig, og kl. 23.43 blev han anholdt uden større dramatik på en adresse i Brabrand.

”Vi har henover weekenden efterforsket intensivt, både med henblik på at få afklaret selve hændelsesforløbet og for at finde frem til den formodede flugtbilist. Vi er derfor meget tilfredse med, at der nu er foretaget anholdelse i sagen,” siger politidirektør Kirsten Dyrman.

Godt en halv time inden anholdelsen af den 20-årige mand, havde den 19-årige mand, som politiet formoder sad som passager i bilen, selv henvendt sig på politigården i Aarhus. Han er foreløbigt blot afhørt til sagen, men er ikke sigtet.

Den 20-årige mand forventes senere i dag at blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Tidspunkt for fremstilling samt sigtelser kendes endnu ikke. Nærmere følger, når disse detaljer er på plads.

Exit mobile version