Betragtninger i en mørk tid

Tak til de mange facebookvenner, der forsøder min dag med rejsebeskrivelser fra eksotiske destinationer, deres rige kærlighedsliv og spændende madopskrifter. Alt sammen noget, som jeg har meget lidt at bidrage til. Faktisk rejser jeg ikke så meget som før, og det er så længe siden, jeg var gift, at jeg ikke kan huske, hvornår det var. Hvad madopskrifter angår, skal jeg forskåne mine læsere, da jeg selv nødigt vil spise, hvad jeg formår at bikse sammen. Mine naturoplevelser indskrænker sig for det mest til at kigge ud i baghaven, hvor det er lykkedes mig at slå græsset og dermed skabe plads til to solsorte, som lystigt hopper omkring uden at bekymre sig om naboens talrige katte, der er for overvægtige til at kunne fange dem.
Så hvad får mig til at skrive? Det spekulerer jeg tit på, og jeg er kommet til den konklusion, at det er for at holde mismodet fra døren. Ellers ville jeg nedsynke i et sort hul af fortvivlelse over det mørke, som bliver tilbage, når den vesterlandske civilisation snart går under. Vi lever i demokratiets og frihedens sidste dage, og det er svært at se, hvorfra redningen skulle komme, når Vestens ledere fra Washington til Bruxelles og til Davos dagligt arbejder på at underminere alt, hvad vi engang stod for. Man kan indvende, at vi har været der før – nemlig da nazismen havde sat sig på hele Europa og allieret sig med Sovjetunionen. Men dengang kunne vi hælde vores hoved til, at USA og England var ubesejrede. I dag har vi ikke længere venner, der kan komme os til hjælp.
Politikerne ville sælge deres bedstemor for et job i EU. Pressen er fuld af løgn. Universiteterne er udklækningsanstalter for afsindige ideologer, der huserer overalt i det offentlige rum. Børnene bliver indoktrineret med sludder og vrøvl. De eneste, der er fulde af passioneret intensitet, er muslimerne, som med tilfredshed kan iagttage Vesterlandets selvdestruktion.
Er der nogen, der har en ide om, hvor redningen skal komme fra?