Talebans magtovertagelse i Afghanistan indvarsler en ny verdensorden – en verdensorden med et så svækket USA, at skæggede krigere lige ud af det 7. århundrede føler sig stærke nok til at diktere, hvor skabet skal stå.
Således er præsident Bidens bøn til talebanerne om at forlænge fristen for de sidste amerikanske troppers evakuering ud over den 31. august blevet afvist. De har bare at være ude, ellers falder der brænde ned.
Sådan ville ingen have vovet at tale, da Trump var præsident. I februar 2020 undertegnede han ganske vist en fredsaftale med Taleban, der stipulerede, at de sidste amerikanske tropper skulle være ude af Afghanistan senest den 1. maj 2021. Præsident Biden fik den forlænget til 31. august og har altså, hvad tilbagetrækningen angår, videreført Trumps politik. Men der er den afgørende forskel, at Trump havde aftvunget Taleban det løfte, at tilbagetrækningen skulle foregå i ro og orden, ellers truede han med drakoniske repressalier. Og mens Trump sad i Det Hvide Hus var ingen i tvivl om, at han ville følge ord op med handling.
I forbindelse med de seneste terrorangreb på amerikanske soldater og civile på vej ud af Kabul har Biden også truet med gengældelse, men få – om de så er venner eller fjender – tror, at det bliver til andet end snak. Venner som fjender har noteret sig, at USA’s udtog har været kaotisk og tilsyneladende planløst. Biden-administrationen har end ikke sørget for at fjerne enorme mængder af højteknologiske våben, som altså nu er faldet i Talebans hænder.
Den seneste voldsoptrapning har fået diskussionen om den amerikanske intervention i 2001 til at blusse op. Var det overhovedet klogt af de seneste tre amerikanske præsidenter at gå ind for militær tilbagetrækning? Få vestlige politikere vil i dag holde fast i den officielle begrundelse for NATO-landenes intervention, nemlig at man med militære midler kunne bidrage til at opbygge et demokratisk Afghanistan med frihed og menneskerettigheder. Men måske havde det været fornuftigt at beholde en sikkerhedsstyrke til at slå ned på fremtidige terrorister med base i Afghanistan? Uden derfor at blande sig i indre afghanske magtkampe.
Denne diskussion vil sandsynligvis fortsætte flere år ud i fremtiden, for intet tyder på, at det overhovedet er muligt at sikre fredelige forhold i landet – som de seneste bombeangreb ved Kabuls lufthavn viser.
Hvor islam hersker, er der blodsudgydelse – uanset om der er vestlige tropper i området eller ej.
Der var vold før amerikanernes ankomst, og der vil være vold længe efter, at de er rejst. Er alt derfor ved det gamle? Langtfra! Med sit kaotiske og ydmygende udtog har Biden tilføjet den vestlige alliance ubodelig skade. Afghanistan og andre områder i Mellemøsten bliver nu kastebold mellem diverse terrorbevægelser og magter som Iran, Rusland og Kina – mens det bliver overladt til vestlige lande at tage imod millioner af migranter fra de krigshærgede lande.
For ikke så længe siden var det en yndet sport for europæiske politikere og medier at anklage Trump for at underminere NATO med sit krav om, at de europæiske partnere betalte deres del af regningen. Nu, da deres foretrukne kandidat er kommer til magten, er de for alvor bange. For kan man overhovedet regne med et USA, hvis militære ledere – bl.a. chefen for The Joint Chiefs of Staff, general Mark Milley, er mere optaget af at udbrede “kritisk raceteori” end af kinesiske, russiske og iranske trusler? Den Mark Milley, der har bekendtgjort, at den største fare for USA er hvide amerikaneres racisme. Og hvad med Bidens forsvarsminister, Lloyd Austin, hvis prioritet er at drive klapjagt på “ekstremister” (læs: Trump-tilhængere) inden for militæret? For ikke at tale om den øverstkommanderende, Joe Biden, der konstant udbreder sig om “systemisk racisme” som USA’s største problem. De må more sig kosteligt Beijing.
Blandt USA’s allierede er det småt med morskaben, selvom situationen ikke er uden ufrivillig komik. I flere år – faktisk fra den dag, han blev valgt – har de skældt ud på Trump og drømt om at komme af med ham. Nu er drømmen gået i opfyldelse, og de har fået en så senil og forvirret amerikansk præsident, at de knapt tør stole på amerikanske løfter.
Hvad vi oplever i disse dage, er sammenbruddet af det vestlige sikkerhedssystem, der blev indvarslet af præsident Harry S Trumans berømte tale i Kongressen den 12. marts 1947. Hans såkaldte Truman-doktrin byggede på en forsikring om, at USA med økonomiske, politiske og militære midler ville forsvare nationer, der var truet af kommunistisk overtagelse.
Nu er flere lande truet af Kina, Iran eller Rusland – og USA er for svækket til at kunne gøre noget ved det.
USA’s allierede i Mellemøsten, bl.a. Israel og Saudi-Arabien, må nu spekulere på, hvem der vil forsvare dem mod iranske kernevåben, efter at Biden-administrationen har indledt “forhandlinger” om at genoplive den atomaftale, som præstestyret systematisk har overtrådt, og som præsident Trump havde opsagt. Ifølge Donald Trumps særlige repræsentant i Mellemøsten, Elliot Abrams, er USA’s arabiske allierede dybt bekymrede over sammenbruddet af den amerikanske sikkerhedsparaply og vender nu blikket mod Israel som bolværk mod trusler fra Iran. Også østasiatiske lande som Taiwan, Japan og Vietnam må ryste, nu da det står klart, at de ikke kan basere deres sikkerhed på et svækket og dekadent USA.
Selv woke-stormagten EU, der om nogen har demonstreret sin fjendtlighed mod Trump og hans udenrigspolitik, har fået kolde fødder. Unionens udenrigspolitiske talsmand, Josep Borrell, siger, at vi ikke kan lade kineserne og russerne kontrollere situationen. Men hvem skulle forhindre det, når USA har andet at gå op i?
Hvad skal man gøre, når den vestlige verdens ledende magt er blevet som en baby, man kan stjæle slik fra? Det burde europæerne nok have tænkt på noget før.