Bidens kæmpebrøler har styrket Trump

Den politisk motiverede razzia mod Donald Trumps private Mar-a-Lago-hjem har ikke overraskende skabt politisk furore. For Republikanerne er der ingen tvivl om, at det demokratiske magtapparat i Washington bliver misbrugt til at forhindre ekspræsidenten i at stille op til præsidentvalget i 2024.

FBI-razziaen viser, hvor desperate Bidens demokrater er forud for midtvejsvalget i november. De er nødt til at stoppe Trump, fordi han gør større og større indhug i den demokratiske vælgerbase. Han har i forvejen sat sig på de ufaglærte og faglærte amerikanere og har succes med at få flere og flere vælgere blandt latinamerikanerne, de sorte og de unge.

Anklagerne om Trump-kampagnens samarbejde Rusland (collusion) i 2016, som blev gennemhullet af Mueller-undersøgelsen, to forsøg på at stille Trump for en rigsret og 6. januarhøringerne, som det store flertal af amerikanerne er ligeglade med – alle disse forsøg på at få Trump ned med nakken er mislykkedes, og derfor er Biden og Demokraterne desperate.

At myndighederne nu går efter personen Trump, er en yderst farlig kurs. Det er tydeligt, at Demokraternes mål er Trump, og når målet er Trump, så helliger det alle midler. Skidt med metoderne, bare få ham ned med nakken. Alt tyder dog på, at Demokraterne har begået en kæmpebrøler, for opfattelsen i USA er, at myndighederne denne gang har krydset den røde linje, som den amerikanske befolkning ikke vil finde sig i.

Til mediet Newsmax siger den fremtrædende forfatningsretsekspert Alan Dershowitz, at der ikke er nogen tvivl om, at FBI-razziaen i Trumps hjem er Demokraternes forsøg på at miskreditere ekspræsidenten og forhindre ham i at stille op igen i 2024. Dershowitz mener, at razziaen burde have været håndteret anderledes. ”Problemet her er justitsministeriet. De burde have gjort det ved hjælp af en stævning, ikke ved hjælp af en ransagningskendelse. Der er ingen grund til at tro, at noget af det materiale, razziaen handlede om, ville blive ødelagt. Trump var 1.000 mil væk. Kasserne med materialet var i kælderen. Der var ingen grund til ikke at bruge en stævning”, sagde Dershowitz.

Rent juridisk vil FBI-razziaen ikke virke efter hensigten, mener Dershowitz, fordi den amerikanske forfatning stiller fire krav, som kandidater skal opfylde for at kunne stille op til et præsidentvalg: De skal være fyldt 35 år, de skal være født i USA, de skal ikke være dømt i en rigsretssag, og de skal kunne dokumentere, at de ikke har deltaget i den amerikanske borgerkrig. Det betyder, at man i USA kan stille op til et præsidentvalg og føre en valgkamp, selv om man sidder bag tremmerne. Kongressen kan simpelthen ikke lave om på de forfatningssikrede kriterier.

Ifølge Dershowitz er FBI-razziaen i Trumps hjem endnu et eksempel på, at Biden og Demokraterne bruger retssystemet som våben over for deres politiske modstandere. Det som de forsøger at gøre, er at få Trump ned med nakken med alle mulige midler. Det minder om Stalin, som plejede at sige til Beria (chefen for det sovjetiske sikkerhedspoliti – red.): ”Find manden, og jeg skal nok finde på en forbrydelse”.

Justitsministeriet er blevet ekstremt politiseret, mener Dershowitz, idet det i stigende grad bruges som våben over for det Republikanske Parti, og især Trump og hans støtter. Men FBI-razziaen er krænkende for amerikanernes retsfølelse og retfærdighedssans. Og derfor kan den ikke undgå at styrke Donald Trump og øge sandsynligheden for, at han bliver genvalgt i 2024.

Med FBI-razziaen ønskede Biden og Demokraterne at vise, at Trump og Republikanerne er korrupte. Men vælgerne vil gennemskue dette, idet de kan se, at det er Det Hvide Hus, Det Demokratiske Parti og justitsministeriet, der er korrupte. Den tidligere demokratiske præsidentkandidat, Andrew Yang, har kommenteret razziaen således: ”Jeg er ikke fan af Trump. Jeg vil gerne have, at han holder sig så langt væk fra Det Hvide Hus som det er muligt. Men Trumps vigtigste mærkesag var kritikken af den etablerede magtelite. Og derfor vil FBI-razziaen bestyrke amerikanerne i, at Trump havde ret, fordi de vil opfatte razziaen som en uretfærdig forfølgelse”.

Hvorom alting er vil den politisk motiverede FBI-razzia næppe svække Trump, som er den dominerende faktor i Det Republikanske Parti. Tværtimod, alt tyder på, at den vil styrke ekspræsidenten op til midtvejsvalget i november.

André Rossmann

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)