De danske mediers darling, Joe Biden, har fået numsen på komedie, efter at der er fundet klassificerede dokumenter på tre adresser med forbindelser til præsidenten, bl.a. på hans private bopæl i Wilmington, Delaware – eller rettere i hans garage.
Som man vil huske, var der stor opstandelse, da Præsident Trump blev beskyldt for ulovligt at have beholdt dokumenter, som han burde have afleveret, da han forlod præsidentposten. Der er imidlertid den afgørende forskel på de to sager, at Trump i egenskab af præsident havde en absolut ret til at afklassificere ethvert dokument, han ønskede. Han meddelte da også, at han han havde afklassificeret alt, hvad han medbragte fra Det Hvide Hus. En vicepræsident, som Biden var, da han gemte dokumenterne, har ikke denne ret. Hertil kommer, at Trumps papirer var solidt låst inde, mens Bidens tydeligvis lå og flød på steder, hvor mange havde adgang.
Det forhindrede dog ikke justitsminister Merrick Garland i at beordre et dramatisk raid på Trumps bopæl i Mar-a-Lago i Florida samt udnævne en særanklager til at undersøge, om der var noget strafbart at hænge Trump op på. Foreløbigt er der ikke fundet noget, for så havde vi nok hørt om det. Der ville have været meget større grund til at få FBI til at raide Bidens forskellige adresser, men det er foreløbigt ikke sket. Dog har Garland set sig nødsaget til også at udpege en særanklager til at undersøge Biden.
Det er noget af et mysterium, hvorfor Bidens dokumenter overhovedet blev opdaget. Ifølge Det Hvide Hus’s officielle forklaring fandt nogle af præsidentens advokater ved en tilfældighed nogle hemmeligstemplede dokumenter, som Biden uforvarende var kommet til at beholde. Forklaringen lyder højst usandsynlig. Hvorfor skulle advokater begynde at rode rundt i Bidens efterladenskaber? Desuden er sløseri ikke nogen juridisk holdbart undskyldning for løsagtig omgang med statens hemmeligheder.
Som reaktion på skandalen har de ledende demokratiske politikere valgt at tale om alt muligt andet, herunder forstærke deres årelange anklager mod Trump for at være forbryder. Det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus har derimod bebudet undersøgelser af begivenhedsforløbet.
Republikanerne vil givetvis interessere sig for den omstændighed, at nogle af Biden-dokumenterne blev fundet i besiddelse af ”tænketanken”, The Penn Biden Center, som den tidligere vicepræsident havde fået oprettet ved Penn State University, og som har modtaget mere end 30 millioner dollars fra Kina – alias Kinas Kommunistiske Parti. Flere har i den forbindelse bemærket, at Biden som en af sine første handlinger efter at være blevet præsident, var at sætte en stopper for Trumps bestræbelser på at gribe ind mod Kinas påvirkningsoperationer i USA samt tyveri af amerikansk teknologi. Det er i forvejen en kendt sag, at de kinesiske kommunister har købt sig indflydelse på flere prominente amerikanske universiteter, som har vist sig mere end villige til at gå fjendens ærinde. Alt tyder på, at det samme gælder tidligere vicepræsident og nuværende præsident Joe Biden, som har solgt ud af amerikanske interesser for personlig berigelse.
Tilbage til spørgsmålet hvorfor skandalen pludselig kommer offentligt frem. To muligheder foreligger: Insidere i det demokratiske parti har indset, at de hellere må skynde sig at komme af med den kompromitterede præsident, som lader forstå, at han agter at genopstille til præsidentvalget i 2024, selv om et stort flertal af vælgerne helst vil være fri. Tucker Carlson fra Fox News spekulerer på, om formålet kan være at bane vej for Michelle Obama – hvilket giver mening, fordi det bliver stadigt tydeligere, at USA’s reelle præsident hele tiden har været Barack Obama, mens Biden blot har været hans nikkedukke.
En anden mulighed er, at Biden prøver at aflede opmærksomheden fra sin og sønnen, Hunter Bidens, lyssky affærer med Beijing, Moskva og Kyiv.
Det er dog næppe noget, vi skal forvente at høre noget om i de danske medier.