En af mine døtre spurgte her til morgen, hvem jeg tror vinder det amerikanske præsidentvalg den 5. november. ”Biden”, svarede jeg. ”Men er Trump ikke stadig din mand?” Jo, sagde jeg, men republikanerne er så amatøragtige, at selv en lallende olding kan slå dem.
Faktisk er det Bidens åbenlyse senilitet, det der gør ham så attraktiv for USA’s egentlige regering – den regering, der aldrig er på valg, og som vælgerne ikke kan sætte fra bestillingen. Man er begyndt at kalde denne regering ”den administrative stat”. Andre kalder det nye system ”neo-feudalisme”. I Europa kalder vi det EU.
Biden er den ideelle frontfigur for storkapitalen, bureaukraterne, det militær-industrielle kompleks og de dominerende high tech-virksomheder. Det gode ved ham er, at han gør, hvad hans bagmænd giver ham besked på. Biden har tydeligvis ingen anelse om, hvad der går for sig, men det kan nogen fortælle ham, og de kan også beordre ham til at gøre, som de vil.
Man skal derfor ikke lade sig forblænde af Donald Trumps overvældende sejr ved gårsdagens ”Supertuesday”, hvor han fik flertal i samtlige republikanske primærvalg, hvis man ser bort fra Vermont, som Nikki Haley vandt med et knebent flertal. Trump har nu 995 delegerede til det republikanske partikonvent mod Nikki Haleys 89. Der skal 1.215 til at sikre sig nomineringen som republikanernes præsidentkandidat, og dem skal Trump nok skaffe sig.
Under sin sejrstale i nat sagde Trump, at 5. november bliver ”den vigtigste dag i vort lands historie”. Og det har han ret i. Det bliver nemlig dagen, da USA og dermed Vesten bliver lagt i graven og erstattet af et uafsætteligt oligarki.
Men heller ikke oligarkier varer evigt. Det viste Søren Pape rent symbolsk, da han fik hjerneblødning, mens han stod og skældte ud på Trump.
Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har netop opfordret alle til at tage det roligt i stedet for at hidse sig op over Trump. Det forekommer at være et sundt lægefagligt råd.