Bil ramt af genstand ved motorvejsbro

Foto: Rigspolitiet.

En personbil blev mandag aften klokken 18.14 ramt af en genstand, da bilen passerede en bro ved Hovslundvej, 6230 Rødekro – det er mellem afkørsel 69 og 70 – på E45 den sønderjyske motorvej. Bilen fik skader på front og forrude, men føreren, en 44-årig dansk mand, kom ikke noget til.

Syd- og Sønderjyllands Politi afspærrede motorvejen i både nord- og sydgående retning, mens der på stedet med hunde blev søgt efter den genstand, der havde ramt bilen.

Der er fundet en genstand, som muligvis kan være den, der er impliceret. Det drejer sig om et stykke af en industri-sten, muligvis fra en betonflise. Stykket er ved at blive teknisk undersøgt.

Det vides ikke med sikkerhed, om det, der har ramt bilen, er kastet fra vejbroen. Andre muligheder er, at det er faldet af et køretøj, der kørte over broen, tabt af et andet køretøj på selve motorvejen etc.

Føreren af den ramte bil var ikke inden det skete opmærksom på nogen personer på broen.

Syd- og Sønderjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med andre som omkring klokken 18 har set noget ved broen, der kan have betydning for sagen. Man kan ringe på telefon 114.

Den fundne genstand bliver nu undersøgt nærmere i forhold til, om det med sikkerhed kan siges, at det er den, der har ramt bilen. Når resultatet af de tekniske undersøgelser foreligger, vil vi informere yderligere.

For nuværende har Syd- og Sønderjyllands Politi ikke yderligere oplysninger i sagen.

Kommentarer