Billund Lufthavn løber med verdensmesterskabet

Billund Lufthavn har netop vundet verdensmesterskabet i ruteudvikling og markedsføring i kategorien ’op til 4 millioner passagerer’. Verdensmesterskabet blev afholdt 23. september kl. 13 (dansk tid) i Adelaide, Australien.

Konfettikanonerne bragede, jublen var høj og smilene var store, da administrerende direktør Jan Hessellund og marketingchef Jesper Klausholm i Billund Lufthavn skulle hente statuetten for at vinde verdensmesterskabet i kategorien ’op til 4 millioner passagerer om året’.

– Det er en kæmpe anerkendelse at vinde VM-trofæet. Det er jo et fysisk bevis på, at vi er blandt de stærke i lufthavnsbranchen. Så jeg kan kun takke vores gode medarbejdere for at løfte hver af deres opgaver til næste niveau. Og så er vi selvfølgelig også taknemmelige for vores partnerskaber – uden flyselskaber er der ingen lufthavn, siger Jan Hessellund administrerende direktør i Billund Lufthavn.

International vej ind og ud af Danmark

Billund Lufthavn er et stykke vigtigt infrastruktur, der skaber vækst for turismen og erhvervslivet i Danmark. Og den uafbrudte vækst i ni år i Billund Lufthavn, der er med til at sikre VM-sejren, er ikke på vej til at stagnere. De vil fortsat arbejde med at servicere markedet i Danmark med industri og turisme.

– Vi har lagt en klar strategi for, hvordan Billund Lufthavn skal udvikle sig og fortsætte væksten, og med to titler som Europamester og nu som verdensmester i vores kategori kan vi konkludere, at vi er en forudsætning for vækst i Danmark. Vi er et stykke vigtigt infrastruktur for erhvervslivet, og vi åbner op for store, internationale rejseoplevelser. Det vil vi blive ved med, afslutter Jan Hessellund.

LÆS OGSÅ:  Succesen i Billund starter, hvor 2022 slap - nyt selskab på startbanen

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)