I går, torsdag 22. august, farvede Udenrigsministeriet næsten hele Europa orange igen. Det minder meget om situationen tilbage i marts, men det er det ikke. Danmark og verden er et helt andet sted i dag, og det sikrer lidt mere optimisme i Billund Lufthavn.
Når næsten hele Europa i dag er orange, er det ikke ligeså katastrofalt, som det var tilbage i marts. En vigtig forskel er, at Udenrigsministeriet har gjort det tydeligt, at rejserestriktionerne er for fritidsrejsende. Erhvervsrejser er som udgangspunkt nødvendige rejser, og derfor kan erhvervsrejsende rejse ud og komme hjem uden at blive ramt af karantæne.
En anden vigtig forskel er, at der i løbet af sommeren blev lempet for anerkendelsesværdige formål for indrejsende til Danmark, der bl.a. gør det muligt at få besøg af sin partner, ægtefælle eller skal besøge sine børn.
En tredje og sidste vigtig forskel er, at der er opbygget et tættere samarbejde på tværs af landegrænserne i Europa, der arbejder i retning af at skabe en øget koordination af rejseregimerne, så der ikke er vidt forskellige regler og vilkår fra EU-land til EU-land.
– Vi er et helt andet sted, end vi var i marts. Vi er som branche ret godt forberedt på, hvordan vi skal forholde os over for COVID-19, og regeringen har gjort det endnu mere tydeligt, at rejserestriktionerne kun er henvendt til de fritidsrejsende. Og så opfordrer vi kraftigt regeringen til at fortsætte arbejdet mod en harmonisering af reglerne i Europa, så reglerne bliver lettere at finde rundt i, og så vi kan få erstatte karantænereglerne med test, siger Jan Hessellund administrerende direktør i Billund Lufthavn.
Danmark er afhængig af eksporten
Mette Frederiksen har i flere af sine taler, bl.a. åbningstalen i Folketinget, refereret til, at der er 800.000 jobs, der relaterer sig til eksporten i Danmark. Derfor er det vigtigt, at erhvervslivet understøttes og har mulighed for at pleje relationer, kunder og samarbejdspartnere i udlandet. Danmark er et industriland før, under og efter krisen.
Jan Hessellund er helt enig i, at det er vigtigt at understøtte de eksporterende erhverv i hele Danmark, fordi Danmark er en lille åben økonomi, der er afhængig af det globale marked.
– Danmark er afhængig af de eksporterende erhverv – herunder også turismeeksporten. Omkring 400.000 af de 800.000 eksporterende jobs i Danmark ligger i Billund Lufthavns optageområde, så det er vigtigt og yderst nødvendigt for at sikre danske arbejdspladser og velfærd, at danskerne fortsat rejser på forretning, slår Jan Hessellund fast.
Faktaboks: Billund Lufthavn bakker op om DI’s opfordringer til myndighederne
DI’s fokus over for myndighederne er to ting: For det første, at virksomhederne får en tydeligere hjemmel til at kræve, at medarbejderne testes – og at arbejdsgiverne har krav på at se testen. Og for det andet, at der fra myndighedernes side kommer et testsystem på plads, som sikrer, at virksomhederne hurtigt får testet medarbejdere på arbejdspladser, hvor behovet for hyppige tests vurderes at være særligt stort – eksempelvis på arbejdspladser med mange pendlere og vandrende arbejdstagere fra udlandet.