Site icon 24NYT

Blodigt tyreløb genoptages i Pamplona

Efter at være blevet jagtet gennem Pamplonas gader, ender tyrene livet i arenaen under en tyrefægtning om aftenen. Foto: World Animal Protection

Tyrene slippes igen løs i Pamplonas gader de kommende dage efter to års coronapause. Barbarisk at genoptage traditionen, mener dyrebeskyttelsesorganisation.

Gaderne i Pamplona er endnu engang proppet med mennesker, der er klar til at jagte tyrene gennem de små stræder ned til byens tyrefægterarena under årets San Fermin festival, der de kommende dage løber af stablen.

Festivalen er et blodigt show, der tiltrækker op mod en million tilskuere, der fra d. 7.-14 juli hver dag kan opleve tyre blive jagtet af en skrigende menneskemængde gennem byens gader. Undervejs glider og falder tyrene på de glatte brosten, men bliver øjeblikkeligt drevet videre ved hjælp af spidse stave og strømpistoler. 

Det møder kritik fra dyrebeskyttelsesorganisationen World Animal Protection.

”Det er grotesk, at man i 2022 stadig hylder denne form for underholdning på dyrenes bekostning. Det er en grusom form for underholdning, hvor tyrene udsættes for enorm stress og smerte, blot for at ende livet i en tyrefægterarena senere på dagen,” siger Esben Sloth, kampagnechef i World Animal Protection Danmark.

I arenaen bliver tyrene stukket med spyd og lanser i op til 20 minutter, inden matadorerne giver de udmattede tyre et sværd i nakken. Nogle gange drukner tyren i sit eget blod. Andre gange er den stadig i live, mens dens blodige krop bliver slæbt ud af arenaen og kørt til slagteriet.

”Det er frygteligt at se dyr lide på så grusom vis, fordi nogle mennesker insisterer på at fastholde barbariske traditioner, der burde hører fortiden til,” siger Esben Sloth.

Festivalen, der tiltrækker tusindvis af turister til byen, har været aflyst de seneste to år på grund af corona. Men nu vender festivalen tilbage. Det skuffer dyrbeskyttelsesorganisationen.

”Kulturelle traditioner må aldrig blive en undskyldning for ikke at rydde op i den dyremishandling, der er foregået i alt for mange år i alt for mange lande, fordi det er ’en del af landets kultur’. Dyr skal ikke mishandles blot for at tjene penge på såkaldte traditioner. Ligesom man heller ikke skal ride på elefanter eller få bjørne til at danse henover kul. Det er grotesk, og jeg håber, at turister har fået øjnene op for denne åbenlyse mishandling og holder sig væk fra disse typer underholdning på ferien,” siger Esben Sloth.

Exit mobile version