”Sandheden er krigens første offer”. Udsagnet er så fortærsket, at det næsten er blevet en kliché, men når det næsten er blevet en kliché, er det fordi det rummer stor sandhed. Og den sandhed bliver bekræftet i denne tid, hvor Putins voldelige angreb på Ukraine har fået EU til at blokere Russia Today (RT) og radiostationen Sputnik og Facebook til at blokere alle russiske medier – herunder og RT og Channel One.
Censur og blokering er ikke nyt for Facebook, der med mere end 76% af danskerne som kunder må siges at have en art monopolstatus, og som nu fortsætter sin statslignende magt over ytringsfriheden, fordi tech-giganten bestemmer hvilke informationer danskernes må få, hvilke oplysninger, der må deles, hvad der må diskuteres og på hvilke betingelser.
Facebook er i kraft af sin størrelse og sin rigoristiske, ofte politisk motiverede og arbitrære censur af brugerne blevet indbegrebet af bigtechs trussel mod ytringsfriheden: nævner man den engelske ytringsfrihedsaktivist Tommy Robinson eller ytrer man holdninger til klima, corona eller LGBT og woke-bevægelserne, der ikke flugter med mainstream, er man sikker på at blive censureret og i sidste ende blokeret af Facebook, hvorved de fleste mister deres væsentligste informations- og kommunikationsplatform.
Det nye og skræmmende er, at EU – europæiske politikere, der repræsenterer kernen af Europas demokratier – følger direkte i Facebooks fodspor og tager totalitære metoder i brug.
Blokeringen af russiske medier en knægtelse af ytringsfriheden. Ikke bare for de medier, det går ud over, men også – og især – for os andre, fordi blokeringerne er en begrænsning af vores mulighed for at få information om, hvordan russerne tænker og hvad der sker.
Jeg vil ikke påstå, at de russiske og i vid udstrækning statskontrollerede medier er bærere af den sande historie om eller udlægning af begivenhederne i Ukraine. Så langtfra. Men i en krisesituation som den Europa befinder sig i, er informations- og ytringsfriheden særlig vigtig. EU og Facebook forleder med blokeringen af russiske medier de facto borgerne, fordi vi bliver berøvet muligheden for at gøre os bekendt med vigtige vinkler, der kan give os mulighed for at forholde os til, hvad der sker.
Det er i den sammenhæng underordnet, at f.eks. RT og Channel One kun udspreder putinsk propaganda: Jeg vil se, hvordan Putins propaganda ser ud. Jeg vil ikke kun nøjes med at se andres fortolkning. Og slet ikke nøjes med de ”andres” fortolkning, som finder nåde for især Facebooks – men nu også EU’s – censurregime. Dermed bliver det nemlig alene medierne og myndighederne, der bestemmer, hvordan den offentlige perception skal være – og så er vi ikke en døjt bedre end Rusland. Det er en despekt og en nedvurdering af befolkningens evne til selvstændig tænkning.
Det tilkommer ikke hverken EU eller Facebook at stille sig til dommer over, hvilken information vi har ret til at få. Den ret tilkommer i et frit demokrati alene den enkelte, men forudsætningen er, at den enkelte frit kan orientere sig. At det i disse dage og uger kan være nærmest umuligt at følge med og sortere i de oplysninger – sande eller falske – der vælter ind, er muligvis problematisk, men langtfra så stort et demokratisk problem, at det ikke kan overlades borgeren selv at orientere sig og frem for alt dele og diskutere frit med andre, som man gør i et demokrati.
Hvis man forbyder en politisk holdning eller udsagn, så berøves vi muligheden for i kraft af selvstændig tankevirksomhed og debat at få at vide, hvorfor det, der ligger bagved holdningen eller udsagnet er så farligt. Så er vi overladt til blindt at stole på myndighederne. Og når man overlades til blindt at stole på et diktat, skabes grobund for allehånde konspirationsteorier.
At sandheden er krigens første offer bliver i disse uger bekræftet i mere end én forstand, for blokeringen af de russiske medier, hvor løgnagtige de end måtte være, er samtidig blevet en bekræftelse på Facebooks og andre bigtech-virksomheders påstand om, at censur er i orden, hvis det sker i Det Godes tjeneste.
Nævn ét eksempel på, at de der har udøvet censur har været ”De Gode”? Det eksempel findes ikke. Alle de, der gennem historien har forbudt andre at komme til orde, har altid været skurke. Indtil nu. I dag er de selvudråbte helte og få stiller spørgsmålstegn ved dem, fordi de beskytter LGBT, kvinder, klimaalarmister og coronabekæmpere – og nu også Ukrainere og EU’s befolkning mod sig selv(?)
Der er altid en god grund til at gøre det, men det er bare altid principielt forkert. I et demokrati, i et frit samfund, skal alle kunne komme til orde. Også russiske medier. Det er grundforudsætningen for, at vi hver især kan danne os en selvstændig mening om, hvad der sker og diskutere det med hinanden. Og det er en igen en grundforudsætning for, at vi kan bevare vores demokrati.