BØRNEfonden sætter fokus på kampen mod barnebrude

I disse dage finder verdens første topmøde mod børneægteskaber sted i det afrikanske land Senegal. I Danmark bliver vi gift på grund af kærlighed. Men mange steder i verden er der intet romantisk ved ægteskabet. I de værste tilfælde er der tale om børn, som bliver gift, ude af stand til at rumme de følelser og forventninger, der følger med et ægteskab.

Forestil dig en verden, hvor din teenagedatter giftes bort til en voksen mand. Forestil dig nu, det er et valg, du er tvunget til at tage på hendes vegne. Det er virkeligheden for mange fattige forældre mange steder i verden.

“Alle børn fortjener en barndom, og ingen skal bytte leg, skolegang og drømme bort for en uværdig tilværelse med pligter af en karakter, som børn aldrig er klar til. I Mali eksempelvis bliver 15% af pigerne gift, før de fylder 15 år. Det skyldes bl.a. fattigdom, mangel på uddannelse og traditioner. Ofte forlader pigerne skolen, når de bliver gift, og de er som barnebrude mere udsatte for misbrug og overgreb. Det arbejder BØRNEfonden takket være vores danske sponsorer med at forebygge,” siger Bolette Christensen, CEO i BØRNEfonden, som også er repræsenteret ved topmødet i Senegal.

BØRNEfonden har tidligere lavet denne kampagnefilm om emnet, som gik viralt med flere millioner visninger. For bedst at vise danskerne, hvor forkerte børneægteskaber er, sætter BØRNEfonden det ind i en dansk kontekst. I en kampagnefilm får vi svaret på, hvordan en dansk familiefar reagerer, når en voksen mand bejler til hans datter. Pigen, moren og publikum ved, at manden er skuespiller, men den besked får faren først til slut.
Se filmen her:

”Som sponsor for et barn i BØRNEfonden er man bl.a. med til at forebygge børneægteskaber og sikre en værdig fremtid for maliske piger og deres familier. Børn får mulighed for at komme i skole, adgang til sundhedstjek og rent vand. Forældrene får støtte til at skabe sig en indkomst, og lokalsamfundet får støtte til bl.a. at bygge skoler, børnehaver og sundhedsklinikker,” siger Bolette Christensen.

I Vestafrika har BØRNEfonden en rolle i initiativet ’Girls Not Brides’, der er et globalt partnerskab blandt civilsamfundsorganisationer, som bekæmper børneægteskaber.

 

Om BØRNEfonden

BØRNEfonden har i 45 år arbejdet i nogle af verdens allerfattigste lande og er i dag en af Danmarks største privatfinansierede udviklingsorganisationer. I samarbejde med lokalsamfund og lande arbejder BØRNEfonden med langsigtede løsninger i 15-20 år i hvert lokalområde for at sikre en bæredygtig fremtid for børn, unge og familier. Flere end 50.000 sponsorer er allerede med til at hjælpe børn via et sponsorat til 225 kr. om måneden i BØRNEfonden.

Kan du lide vinklingerne på 24NYT? Få avisen leveret gratis på mail

Del gerne artiklen på Facebook:

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb