Hjemløsheden blandt unge er steget markant i mange år, men for nylig viste den nationale kortlægning af hjemløshed i 2019 for første gange et fald i antallet af hjemløse unge. Trods den positive udvikling er der stadig et behov for viden om, hvilke indsatser der virker i arbejdet med at hjælpe unge ud af hjemløshed. VIVE har for Realdania undersøgt tre kommuners arbejde med at få hjemløse unge i egen bolig.
Undersøgelsen viser, at det er en kompleks opgave. Dels fordi størstedelen af de hjemløse unge er psykisk sårbare, og mange har også et misbrug. Dels fordi det er en udfordring for kommunerne at skaffe velegnede, og ikke mindst billige, boliger.
”Vi ser to helt afgørende faktorer i forhold til at afhjælpe hjemløsheden blandt unge. For det første skal kommunerne have systematiske procedurer for at skaffe boliger til unge i udsatte situationer. For det andet skal kommunerne tilbyde de unge en individuel social støtteindsats. Når disse to faktorer spiller sammen, er der størst sandsynlighed for, at kommuneres indsats lykkes, og at de unge kommer permanent ud af hjemløsheden,” siger Lars Benjaminsen, der er seniorforsker i VIVE.
Alle tre kommuners erfaringer læner sig op ad den såkaldte Housing First-tilgang, der netop betoner, hvor vigtigt det er, at kommunerne både finder en bolig og samtidig giver en intensiv og fleksibel social støtte ud fra den unges behov.
Stort behov for små, billige boliger
Det er især i de større byer med et presset boligmarked, at det er svært at finde små, billige boliger, hvor huslejen er så lav, at den kan betales af personer på kontanthjælp. Derfor er det afgørende, at kommunerne har systematiske procedurer for at skaffe boliger til hjemløse unge, for eksempel ved brug af kommunal anvisning eller en samarbejdsaftale med boligorganisationerne.
Mange af de interviewede fagpersoner i undersøgelsen peger på, at den mest hensigtsmæssige boligløsning for udsatte hjemløse unge er, at de får deres egen lille 1-værelses lejlighed i en almindelig opgang.
”Udfordringen er, at det er disse boliger, hvor knapheden er størst, og derfor er der typisk lang ventetid,” forklarer Lars Benjaminsen og fortsætter:
”Hjemløse unge med lidt mindre komplekse problematikker kan også bo i en almen ungdomsbolig. Derfor er det vigtigt, at kommuner og boligorganisationerne ikke begrænser adgangen til almene ungdomsboliger alene til unge under uddannelse, men også anvender nogle af ungdomsboligerne til udsatte unge.”
Lars Benjaminsen understreger, at en lejlighed eller ungdomsbolig i sig selv ikke er tilstrækkeligt. De udsatte hjemløse unge har i høj grad også brug for social støtte.
Social støtte er afgørende for, at unge kan bo i egen bolig
Erfaringerne i alle tre kommuner viser, det er afgørende, at den sociale støtte følger med, når den unge bliver tilbudt en bolig. Det kan for eksempel være en støttemedarbejder, som hjælper med den unges psykiske udfordringer, får hverdagen sat i system og er til stede, hvis der opstår problemer i opgangen.
”Støttebehovet for mange af de unge er massivt. Det kræver meget af støttemedarbejderen, der ikke blot skal besøge de unge på faslagte tidspunkter, men også være tilstede, når der opstår uventede og kritiske situationer. Derfor bør den enkelte støttemedarbejder ikke have ansvaret for for mange borgere, for det udfordrer intensiteten og fleksibiliteten i indsatsen,” vurderer Lars Benjaminsen.
Flere af de interviewede i undersøgelsen peger desuden på vigtigheden af, at støttemedarbejderen er opmærksom på risikoen for ensomhed. Mange af de unge har nemlig brug for hjælp til at få skabt meningsfulde aktiviteter uden for boligen, hvor de kan være sammen med andre mennesker og bidrage til projekter.
Fakta om undersøgelsen:
Rapporten Boliger til unge i hjemløshed – muligheder og barrierer bygger på en caseundersøgelse i de tre kommuner Odense, Esbjerg og Aarhus. Undersøgelsen er gennemført i løbet af vinteren/foråret 2019 og består af kvalitative interview med ledere og medarbejdere i de kommunale forvaltninger og på sociale tilbud, samt interview med nøglepersoner i de almene boligorganisationer og civilsamfundets organisationer. I alt er der interviewet 36 lokale nøglepersoner som led i undersøgelsen. Interviewmaterialet er suppleret med kvantitativt materiale, som for eksempel informationer om udbuddet af almene boliger samt tal fra de nationale kortlægninger af hjemløshed.