Tingstrup Skole i Thisted har kortvarigt været evakueret på grund af en bombetrussel mandag formiddag. Midt- og Vestjyllands Politi kunne hurtigt konstatere, at der ikke var tale om en reel trussel.
Midt- og Vestjyllands Politi modtog kl. 10.17 en anmeldelse om en bombetrussel mod Tingstrup Skole. En 13-årig elev havde via skolens forældreintranet, Aula, sendt en besked til en, ind til videre, udefineret gruppe af forældre med en bombetrussel mod skolen.
Truslens ordlyd og omstændighederne førte til, at politiet i løbet af kort tid vurderede, at der ikke var tale om en reel trussel. Skoleledelsen har kortvarigt haft evakueret skolen, men alle er retur på skolen.
”Vi kunne hurtigt konstatere, at der udelukkende er tale om drengestreger, og evakueringen af skolen kunne ophæves. Drengestreger som denne ligger i den alvorlige ende, og det er et stort setup, der aktiveres, når der er mistanke om bombetrussel. Det skal vi naturligvis have en snak med eleven og hans forældre om”, fortæller vicepolitiinspektør Morten Bujakewitz.
Politiet tager nu en snak med eleven, der sendte beskeden samt hans forældre.