Borgerfotos fældede indbrudstyv

Tre borgeres hurtige reaktion var med til at få en 24-årig indbrudstyv dømt. Han fik i dag seks måneders fængsel for to indbrud, han begik i sidste uge i Hinnerup og Ebeltoft.

Fredag den 22. juni kl. 15.00 hørte en borger et vindue blive knust på Ramsøvej, og da han gik derhen for at undersøge det nærmere, opdagede han en mand, der kom gående ned ad en sti med tre PH-lamper i hænderne.

Den kvikke borger tog hurtigt et billede af manden, inden han tilkaldte politiet. Da betjentene så fotoet, kunne de genkende den 24-årige, som de tidligere havde stødt på i anden sammenhæng. Det lykkedes dog ikke at finde ham i første omgang.

To dage senere var der indbrud i et sommerhus på Krebsevej i Ebeltoft. Omkring kl. 16.00 hørte et ægtepar en rude blive knust og en tyverialarm gå i gang tæt på, hvor de sad. De skyndte sig begge hen til stedet, hvor de kunne se en mand stikke af fra et sommerhus med en designerstol i hænderne. Kvinden skyndte sig at tage et billede af manden med sin mobiltelefon, mens manden noterede et rigtig godt signalement på gerningsmand og en bil, som han kørte væk i.

Signalementerne fik igen ledt politiets opmærksomhed mod den 24-årige, som de stadig ledte efter. Torsdag middag lykkedes det at finde ham. En patrulje opdagede en mand, der lå i en bil på Logistikparken i Brabrand og sov. Betjentene kunne ved et opslag i deres system se, at nummerpladerne på bilen var stjålet. Derfor fik de vækket manden, som de opdagede var eftersøgt for de to indbrud. Han blev anholdt og fremstillet i Retten i Randers dagen efter.

LÆS OGSÅ:  Berlingske fjerner signalement: Indvandrer truer hospitalsansat med knivstik efter tyveri af håndsprit

Her erkendte han begge indbrud og tyveri af nummerplader og modtog en straksdom på seks måneder, som han skal afsone med det samme.

– Politiet har ved hjælp borgernes gode arbejde kunne foretage et meget hurtigt opklaringsarbejde. Det førte til, at sagen kunne afgøres inden for en uge efter, at indbruddene blev begået, siger anklager Kira Riechers.

Østjyllands Politi anbefaler, at man særligt i ferierne allierer sig med naboerne, når man ikke er hjemme. Hjælp hinanden med at holde øje med ubudne gæster i sommerferien.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)