Brancheforening slår alarm: Store kæledyrskæder bryder loven

Det kræver uddannelse at rådgive om pasning af kæledyr. Alligevel overholder nogle af landets største kæledyrskæder ikke Fødevarestyrelsens uddannelseskrav. Brancheforening slår alarm.

Når man som kunde henvender sig til en professionel forhandler af foder, legetøj og andet tilbehør til dit kæledyr, er det sikkert de flestes opfattelse, at vedkommende ved, hvad han eller hun taler om. Men det er langt fra en selvfølge. For på trods af Fødevarestyrelsens bekendtgørelse fra 2017, som stiller krav om uddannelse af al personale, der rådgiver om pasning og pleje af dyr, er de ansatte bag diskene i de store kæledyrskæder ofte ikke korrekt uddannede.

Det fortæller Dan Nürnberg, der er formand for Dyrehandlernes brancheforening Fokus på Dyr.

– Vi har oplevet flere af de store kæder, som afviser kravet om uddannelse og derfor nægter at lade deres ansatte få den rigtige uddannelse. Det er et kæmpe problem, for kunderne stoler jo på den rådgivning, de får. De senere år er der også dukket mange webshops op, der forhandler dyreartikler og foder, og her er det ofte også uuddannede folk, der står bag.

Fødevarestyrelsen griber ikke ind

Ifølge dyrlæge Jette Clausen kan det have store konsekvenser for dyrene, hvis ejerne ikke bliver rådgivet af uddannet personale.

– Jeg har ofte oplevet, at særligt mindre kæledyr som kaniner, marsvin og krybdyr er så afkræftede efter længere tids fejlpasning, at vi bliver nødt til at aflive dem. Det kan for eksempel være en kaninejer, der i god tro har givet sin kanin tyggestænger, som han eller hun er blevet anbefalet af en ikke-uddannet ekspedient, men som er fyldt med korn og sukker. Kaninens mave er slet ikke lavet til korn, og en sådan fejlernæring kan have fatale konsekvenser for dyrets liv. Der er noget helt forkert i det her, som der virkelig trænger til at blive sat fokus på, mener Jette Clausen.

LÆS OGSÅ:  Hvem vil ha’ os? Dyreværnet Kolding bugner af dyr, som ingen vil adoptere. Corona-krisen antages at være årsag

Fokus på Dyr har ad flere omgange forsøgt at få Fødevarestyrelsen i tale.

– Vi har forgæves forsøgt at få belyst det her. Det store problem er jo, at der ikke bliver ført kontrol fra Fødevarestyrelsens side, og så gider de store kæder ikke opretholde uddannelseskravet. Det svarer jo til, at bilister aldrig blev tjekket for, om de har kørekort – så gad folk heller ikke bruge tid og penge på at tage kørekort, mener Dan Nürnberg.

Trækker branchen ned

De store kæledyrskæder og -webshops laissez fere tilgang til uddannelseskravet skævvrider hele branchen. Det mener Morten Pelby, der er medejer af dyrehandlen MiniZoo, som har fem butikker i hovedstadsområdet.

– Det svækker hele branchen, når kunderne ikke kan regne med den rådgivning, de får. Det er jo ikke nok, at man bare interesserer sig for dyr for at kunne rådgive om det, det kræver uddannelse. Samtidig giver det jo en konkurrenceforvridning, når nogle virksomheder ikke vil betale for det uddannede personale, og det går jo ud over os mindre dyrehandlere.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)