Brandmand blev ramt i ansigtet af fyrværkeri – nu er politiet nødt til at køre med brandvæsenet

Efter en brandmand blev ramt i ansigtet af fyrværkeri i morges, kører Københavns Vestegns Politi så vidt muligt med, når brandvæsenet rykker ud.

I dag (29-12-2019) ca. kl. 6.45 var brandvæsen og politi tilstede ved en ildebrand i et kolonihavehus i Esplanaden i Brøndby Strand. Herunder blev en brandmand blev ramt af fyrværkeri i ansigtet, så han måtte behandles på skadestuen.

Han slap tilsyneladende uden alvorlige skader, men Københavns Vestegns Politi efterforsker nu hændelsen efter straffelovens § 252, som handler om at forvolde fare for andres liv og førlighed, og som har op til otte år i strafferammen.

Hvad forårsagede selve branden, er også ved at blive undersøgt.

Politiet traf fire unge i området, men aktuelt er der ikke rejst sigtelse mod nogen mistænkte.

Københavns Vestegns Politi hører gerne fra vidner eller andre, som måtte have oplysninger om hændelsen – kontakt 114 døgnet rundt.

– Det er uacceptabelt og farligt at skyde med fyrværkeri direkte mod andre mennesker – og når man oven i købet skyder på én, som arbejder for at redde andre, er det endnu mere meningsløst, siger politidirektør Kim Christiansen.
I forvejen er politiet mere opmærksom på fyrværkeri her op til nytår, men efter brandmanden blev ramt i morges, øger Københavns Vestegns Politi nu sit fokus yderligere:

– I det omfang vi har mulighed for det, kører vi med, når brandvæsenet rykker ud. Det gør vi for at sikre, de kan arbejde og hjælpe andre i ro og fred, siger Kim Christiansen.

LÆS OGSÅ:  Kender du de fem fyrværkeriråd? Her er de...

Han tilføjer, at Københavns Vestegns Politi agter at gøre, hvad der er muligt for at stoppe og retsforfølge den type personfarlig kriminalitet, og han opfordrer også forældre til at tage en fornuftssnak med deres børn og unge.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)