Brandskader fra ukrudtsbrændere stiger og stiger

Alt for mange brande startes af ukrudtsbrændere. Bare de sidste to uger har LB Forsikring fået fire store brandskader anmeldt, som er startet af ukrudtsbrændere. Med et brandfareindeks der ser ud til at stige over hele landet, forventer skadeschefen desværre kun, at det tal vokser.

Selvom sommervejret i Danmark er lunefuldt, er der stadig tørt nok udenfor til at starte en brand. Det oplever man hos LB Forsikring, hvor der lige nu er rigtig mange anmeldelser på brande. Især brande startet af ukrudtsbrændere.

-Det er måske at overdrive at sige, at det vælter ind, men vi får virkelig mange anmeldelser på brandskader. Heldigvis mange små skader, men de sidst to uger har vi haft fire store brande. Fælles for de fire og rigtig mange af brandskaderne er, at de er starte med en ukrudtsbrænder. Lige nu stiger brandfareindekset over hele landet, så hvis folk ikke passer på, kommer mange flere desværre til at opleve en brandskade her til sommer, siger Anne Mette Kirkegaard, skadeschef i LB Forsikring.

Sidst år havde man i LB Forsikring 12 store brande med brændte bygninger på grund af ukrudtsbrændere, og det er ikke en tendens, man alene ser hos Danmarks største medlemsejede forsikringsselskab. Beredskabsstyrelsens har opgjort, at brandvæsnet i 2021 rykkede ud til ikke mindre end 350 brande startet af en ukrudtsbrænder.

LÆS OGSÅ:  Kvinde fundet død

-En ukrudtsbrænder er ikke et stykke legetøj. Det er et værktøj, der skal bruges forsigtig og ansvarlig. Ilden kan hurtigt komme ud af kontrol, hvis folk ikke har sat sig ordentlig ind, hvordan og hvornår man kan bruge en ukrudtsbrænder, siger Anne Mette Kirkegaard.

Heldigvis er der flere simple råd, der kan gøre turen med ukrudtsbrænderen meget mere sikker. Og spørger man skadeschefen, er det mest simple råd sund fornuft.

-Man er sparet for meget, hvis man lige bruger to minutter på at forberede sig, inden man går i gang med at svitse ukrudtet af. Først kan man lige overveje, hvor tørt er det? Hvis det er knastørt udenfor, så er åben ild måske ikke den klogeste ide. Også selvom man havde planlagt at svitse ukrudt den dag. Dernæst så er det ligesom til jul. Hav ikke levende lys på juletræet, uden at have vand i nærheden. Har du det, kan du selv hurtigt få slukket det, hvis der kommer ild i ukrudt eller græs, siger Anne Mette Kirkegaard.

Hun anbefaler desuden, at man altid sørger for at læse brugsanvisningen grundigt, inden man går i gang. Så man ved, hvordan man tænder og slukker og skruer op og ned for ukrudtsbrænderen.

-Vi kan få antallet af brandskader fra ukrudtsbrændere ned, hvis vi husker hinanden på et par gode forholdsregler. Så det er min store opfordring til en mere brandsikker sommer. Vær forsigtig og tænk jer om, slutter Anne Mette Kirkegaard.

LÆS OGSÅ:  Dødsbrand i lejlighed - uafklarede omstændigheder

Seks gode råd til undgå brandskader med ukrudtsbrænderen

  • Ukrudt skal svitses, ikke brændes.
  • Tjek. at du ikke efterlader gløder, der kan blusse op, når du går fra et sted til et andet.
  • Hav altid vand i nærheden og vand gerne efter for en sikkerheds skyld.
  • Hold god afstand til bygninger, hække og andet, der kan brænde.
  • Brug ikke ukrudtsbrænder, hvis det er tørt eller blæser – tjek evt. brandfare.dk inden du går i gang.
  • Sørg for, at ukrudtsbrænderen er afkølet, inden du stiller den på plads.