Brandtekniske undersøgelser afsluttet

Midt- og Vestjyllands Politi har nu fået svar på de brandtekniske undersøgelser fra Hvide Sande, hvor Atlantic Saphire nedbrændte onsdag den 15. september 2021. Undersøgelserne tyder ikke på, at branden har været påsat.

Om aftenen den 15. september udbrød der en større brand på adressen Lagsand 34 i Hvide Sande, som Midt- og Vestjyllands Politi siden den tid har arbejdet på at finde årsagen til.

”Brandundersøgelserne er nu afsluttet, men det har desværre ikke været muligt at komme med nogen endelig konklusion på, hvordan branden er opstået,” siger Knud Lauridsen, politikommissær hos Midt- og Vestjyllands Politi.

 

Der er dog ikke umiddelbart noget i forbindelse med undersøgelserne af branden eller afhøringerne i efterforskningen, der tyder på, at branden skulle være påsat.

Brandstedet er igen blevet frigivet.

Midt- og Vestjyllands Politi har ikke yderligere at sige om sagen.