Dansk kvinde fundet dræbt og parteret

Østjyllands Politi har anholdt en 51-årig mand, der sigtes for drab på den 43-årige kvinde fra Malling, som tirsdag blev meldt savnet.

Østjyllands Politi har nu med stor sandsynlighed fundet liget af den 43-årige kvinde fra Malling, der tirsdag blev meldt savnet, da hun ikke var set siden torsdag aften.

Politiet har siden tirsdag morgen ledt efter kvinden flere forskellige steder, men i løbet af aftenen og natten har politiet koncentreret sig om kvindes bopæl i Veilgårdsparken i Malling, da efterforskningen pegede i retning af, at det var her, kvinden skulle findes.

”På kvindens bopæl har vi fundet flere ligdele, der var forsøgt skjult både inde og ude. Ligdelene bliver i dag sendt til retsmedicinsk undersøgelse for endeligt at få bekræftet, at der er tale om den 43-årige kvinde, hvilket vi, på baggrund af vores efterforskning, mener, at der er stor sandsynlighed for, at det er,” siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.

Østjyllands Politi arbejder onsdag morgen, med assistance fra Beredskabsstyrelsen, fortsat på kvindens bopæl i Malling med henblik på at færdiggøre gerningsstedsundersøgelsen.

 

Tidligere samlever anholdt

Allerede tirsdag morgen kl. 09.51 blev kvindens tidligere samlever, en 51-årig mand, anholdt i sagen. Han bliver onsdag kl. 09.30 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus sigtet for manddrab.

”Det var den 51-årige mand, der tirsdag morgen kontaktede politiet og meldte sin tidligere samlever savnet. Der var nogle omstændigheder omkring den anmeldelse, der gjorde, at vi på et meget tidligt tidspunkt anholdt manden, der nu er sigtet for at manddrab”, siger Michael Kjeldgaard.

LÆS OGSÅ:  Indvandrer anholdt og sigtet for drab Holbæk

Da der ved dagens grundlovsforhør vil blive anmodet om dørlukning, ønsker Østjyllands Politi ikke på nuværende tidspunkt at oplyse yderligere om sagen.

Den 43-årige kvindes pårørende er underrettet.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)