32-årig idømt 14 års fængsel for drab
Retten i Kolding afsagde i dag dom i en sag, hvor en nu 32-årig mand fra Kolding stod tiltalt for at have dræbt sin tidligere kæreste den 10. august 2020 i en lejlighed i Kolding.
Den 32-årige mand har erkendt at have dræbt sin tidligere kæreste med adskillige knivstik den 10. august 2020, og i dag afsagde retten så dom i sagen.
Sagen kort
Den dræbte var en 31-årig kvinde fra Kolding, og hun var gravid, da hun blev dræbt.
Sydøstjyllands Politi modtog en anmeldelse natten til den 10. august 2020 om et dødsfald i en lejlighed i Kolding, og det viste sig hurtigt, at den 31-åige kvinde ikke var død af naturlige årsager. Derfor blev dødsfaldet fra starten efterforsket som et drab med tekniske efterforskere, hundeførere, retsmediciner m.fl., til at foretage undersøgelser på og omkring findestedet.
Den dengang 31-årige mand blev anholdt og varetægtsfængslet umiddelbart efter fundet af den dræbte kvinde, og han har siddet varetægtsfængslet siden.
I dag blev han idømt 14 års fængsel og pålagt at betale erstatning til den 31-årige kvindes familie.
Den 32-årige mand udbad sig betænkningstid i forhold til dommen.