Brexit går ikke over, og dem, der siger, at det bliver værst for briterne, har ikke forstået situationens alvor. For hvad den ene medlemsstat kan, kan den anden også. Det skriver Anna Libak i Berlingske.
EU er blevet en union, man skrider fra, hvis man vil. Det er fra nu af frivilligt, om man vil være der. For EU betyder det, at man fremover bliver meget mere nødt til at sikre sig folkelig opbakning.
Selvfølgelig kan det være fristende at satse på, at det går briterne så dårligt i fremtiden, at det kan afskrække andre renegater fra at forsøge sig. Men det er en risikabel strategi.
Storbritannien er verdens femtestørste økonomi, et land med atomvåben, sæde i FN’s Sikkerhedsråd, og engelsk er det globale lingua franca. Der er grænser for, hvor galt det på længere sigt kan gå briterne på et globalt marked, når fremtidens vækstcentre ligger uden for EU.
Derfor vil det så absolut være klogest for EU at benytte briternes udtræden til selvransagelse. Og forstå, at EU er en union af demokratier, hvorfor det er helt afgørende for unionens beståen, at man har befolkningerne med sig.
Det er ikke nok at være ”forenet i mangfoldighed”, som EU’s slogan lyder, for hele verden er sådan set forenet i mangfoldighed. Mangfoldighed mangler vi overhovedet ikke. Det er fællesskabet, vi skal dyrke.
EU’s styrke står og falder fremover med, at befolkningerne kan se, at de sammen bliver stærkere, end de ville være hver for sig. EU skal ikke svække, men styrke nationalstaterne.
På tværs af EU er man enige om, hvad det er for problemer, EU-landene bedre kan bekæmpe sammen end alene: Illegal migration, klimaforandringer, skattespekulation, terror, løndumping, arbejdsløshed og mangel på arbejdskraft.
Med Briternes Brexit bliver EU nødt at have befolkningerne med. Det er sejr for demokratiet.