Ruten til Broløbet 2025 over Øresund, byder på tydelige kontraster både under og langt over Øresund. 40.000 deltagere kommer til at dele et fællesskab omkring forbindelsen mellem Sverige og Danmark på en løbetur, der bliver svær at glemme.
Deltagerne til Broløbet 2025 kan se frem til en halvmaraton-rute, der går både under og langt over Øresund. Arrangørerne fra Sparta Atletik og Løb og MAI (Malmö Allmänna Idrottsförening) har nu offentliggjort ruten.
De 21,097 km for at fejre 25-året for Øresundsbroens indvielse kommer til at gå fra Øresundsparken i Kastrup til mål ved kystområdet Sibbarp uden for Malmö. Fra startområdet i Danmark løber deltagerne sig varme, inden de løber ned i 4 km oplyst tunnel til Peberholm og undervejs kommer 21 meter under havets overflade. Derefter tager ruten dem op i lyset 57 meter over Øresund med udsigt til mål i Sverige. En oplevelse bestående af skarpe kontraster, som tilfører løbefællesskabet en eksplosion af udviklinger i lys, lyd og højdefornemmelse.
”Dét at løbe under og over havet og krydse en landegrænse udgør per automatik en oplevelse ud over det sædvanlige. Men med god plads til startområdet i grønne omgivelser ved Øresundsparken og den smidige adgang til Øresundsbroen og målområdet ved kysten i Sibbarp-parken ved Limhamn, vil tidligere deltagere i Broløbet formentlig kunne mærke et løft i kvalitet i oplevelsen omkring løbet,” siger administrerende direktør i Sparta Atletik og Løb Dorte Vibjerg.
Klar forventning om at melde udsolgt
Arrangørerne åbner for tilmeldinger den 1. februar kl. 12.00 med grund til forventning om, at løbet bliver udsolgt.
”Danskerne er ved at gøre sig selv til en ret enestående fortælling på grund af vores dedikation til oplevelser og fællesskab forbundet med løb. Der er så mange positive effekter i vente af den bevægelse, hvad end vi taler sundhedsøkonomi, samhørighed eller kampen mod ensomhed. Det vil vi gerne bygge videre på ved at give 40.000 deltagere et minde for livet, når de løber over Øresundsbroen sammen,” siger Dorte Vibjerg
I 2024 er Copenhagen Marathon udsolgt for første gang i løbets historie, mens 27.000 startnumre til Copenhagen Half blev udsolgt på få uger og med over ti måneder til start. Også Broløbet har fået spørgsmålene til at strømme ind hos både de danske og svenske arrangører fra svenske MAI og danske Sparta Atletik & Løb.
Broløbet får startnumre på nye maver
Dorte Vibjerg forventer, at løbets særegne karakter, også vil være med til at tiltrække andre felt af deltagere, end de løbere, som foreningen modtager til løb som Copenhagen Half og Copenhagen Marathon.
”Mange af os kommer ikke til at krydse Øresundsbroen i løbesko igen for at fejre et stort jubilæum og broderskabet mellem Danmark og Sverige. Lægger man den uforglemmelige oplevelse på en meget særlig rute oveni, forventer vi at tiltrække mange deltagere til Broløbet, som ikke nødvendigvis har været faste deltagere i vores andre løb,” siger Dorte Vibjerg.
Starten til Broløbet går søndag den 15. juni 2025 kl. 10.00.