38 organisationer på tværs af psykiatrien kalder på politisk handling for at rette op på en psykiatri på et smuldrende fundament. Event skal sætte fokus på problemerne og sprede budskabet.
”Det er nu, politikerne skal beslutte, hvordan vi skaber en psykiatri, vi kan være bekendt. For fundamentet smuldrer under de mange tusinde, der har brug for psykiatrien, men som ikke får den nødvendige hjælp.”
Det er budskabet fra de 38 organisationer i PsykiatriAlliancen, som står bag en spektakulær event på Thorvaldsens Plads fra 8. februar til 12. februar.
”Vi kræver handling nu, hvor Folketinget snart begynder forhandlingerne om en tiårsplan for psykiatrien. Politikerne må finde sammen om at skabe en psykiatri, vi kan være bekendt. Ellers svigter vi de mange tusinder, der har en psykisk sygdom og som i dag ikke får den hjælp, de har brug for. Det gør ondt på dem, der har brug for psykiatrien. Og som samfund har vi ikke råd til at svigte dem. Når fundamentet under psykiatrien smuldrer, smuldrer fundamentet under vores samfund,” siger PsykiatriAlliancens talsperson Mads Engholm.
Eventen foregår, mens vi venter på, at regeringen kommer med et forhandlingsudspil ud fra de mange anbefalinger til en samlet psykiatriplan, Sundheds- og Socialstyrelserne præsenterede i januar.
Det er ikke småændringer, der skal til, hvis vi skal løse de problemer, styrelserne peger på: Mennesker med alvorlige psykiske lidelser lever op til 15-20 år kortere end andre. Den mentale sundhed er faldende i Danmark. Op til hver anden dansker vil få en psykisk lidelse i løbet af livet. Og et ud af syv børn og unge får en psykisk lidelse, inden de fylder 18 år.
”Styrelsernes anbefalinger viser, at det er alvor. Det koster de mennesker, der rammes af psykisk sygdom, helt urimelig dyrt, når vi ikke kan give dem den behandling og hjælp, de har brug for. Og når sygdommen sparker benene væk under din uddannelse, dit arbejde, din sundhed eller dit familieliv, så ender det også med at koste hele samfundet dyrt.”
“Men lyset her i det kolde februarmørke er, at vi faktisk ved rigtig meget om, hvordan vi kan skabe en psykiatri, vi kan være bekendt. De store linjer står i det PsykiatriLøftet, alle organisationerne i PsykiatriAlliancen plus et par håndfulde mere, har skrevet under på,” siger Mads Engholm.
Eventet foregår på Thorvaldsens Plads ved siden af Christiansborg. Fra tirsdag den 8. februar til lørdag 12. februar, hvor du gratis og uden tidsbestilling kan blive fotograferet på det smuldrende fundament, og så dele dit billede på sociale medier. På den måde viser du din støtte til kravet om en psykiatri, vi kan være bekendt.
”Det er nu, vi har brug for tydelig støtte fra alle, der også vil have en psykiatri, vi kan være bekendt. Så vi håber på at så mange som muligt vil sin støtte til dem, der står på kanten af det smuldrende fundament ved at deltage i eventen og dele budskabet”, siger Mads Engholm.
Hvad:
- Selve eventen er et stort 3D-billede af et stort hul i jorden. Der er små områder med smuldrende fundamenter, som man kan stille sig på.
- Der er opstillet en lille bygning, hvor der er en computer og et kamera, man selv kan betjene. Det hele er supernemt og lige til at gå til.
- Når du vil tage dit billede, så registrerer du dig bare på computeren (der er naturligvis håndsprit til stede), og så stiller du dig på din udvalgte plads.
- Billedet bliver sendt til din registrerede mailadresse – og derfra kan du dele det på Facebook og opfordre dine venner til også at være med.