Bryggerier forventer at brænde inde med julebryg

Den første fredag i november er normalt den festlige J-dag, hvor startskuddet lyder for to vigtige måneder for bryggeriernes salg. Men selv om bryggerierne har brygget færre julebryg i år, forventer halvdelen af dem at stå tilbage med usælgelig julebryg i januar.

Den julebryg, som danskerne traditionelt skåler i på J-dag og ved andre hyggelige lejligheder årets sidste to måneder, bliver ofte brygget allerede om sommeren og efteråret. Derfor har de fleste bryggerier sat ild under kedlerne på et tidspunkt, da Corona-restriktionerne gradvist blev lempet. Halvdelen af dem var dog forsigtige og bryggede mindre julebryg end i sidste år, viser en medlemsundersøgelse fra Bryggeriforeningen.

Alligevel forventer halvdelen af de 28 deltagende bryggerier, at de ikke kan sælge al deres julebryg.

”De dystre udsigter til salget af julebryg er et tydeligt tegn på en branche i knæ. Med lukketid kl. 22 på serveringsstederne og maksimalt ti personer til festlige sammenkomster vil der desværre være mindre efterspørgsel på vores produkter”, siger direktør Niels Hald fra Bryggeriforeningen.

Hele 85% af bryggerierne forventer generelt et mindre salg i restauranter, caféer og barer i løbet af november og december, mens hvert tredje bryggeri regner med at miste mere end halvdelen af deres salg i perioden, viser undersøgelsen.

Undersøgelsen blev foretaget umiddelbart inden nedlukningen af Nordjylland og dermed de nordjyske restaurationer, hvilket forventes at medføre en markant yderligere salgsnedgang for især de nordjyske bryggerier, men også for andre bryggerier med salg i området.

LÆS OGSÅ:  Nu bliver dine Carlsberg-øl snart limet sammen

De triste juleudsigter afslutter et år med store tab af salg til restauranter, caféer og barer.

”Vi håber, at indsatsen mod Corona-smitte efterhånden vil blive baseret på evidens, så indsatsen bliver rettet mod reelle smittekilder. Serveringsstederne bør eksempelvis snart får lov til at tillade gæster at blive siddende indtil kl. 24, hvis gæsterne allerede er til stede, når der skal lukkes kl. 22. Der er jo professionelt personale til stede, som hjælper med at begrænse smitterisikoen – til forskel fra de steder, hvor folk samles efter kl. 22”, siger Niels Hald.

For ejer og grundlægger af Amager Bryghus, Morten Valentin Lundsbak, vil to timers længere åbningstid redde lidt af et miserabelt øl-år.

”Den tidlige lukketid har desværre bidraget til at dræbe julefrokostsæsonen. Heldigvis nåede vi at skrue ned for produktionen af julebryg på fad, og jeg forventer at sælge alt det øl, vi har brygget, men det er da superærgerligt at gå glip af glæden og de gode stunder i fællesskab om godt øl.”, siger Morten Valentin Lundsbak.

Carlsberg har holdt lidt igen med brygning af sin klassiske Tuborg Julebryg, men er trods alt fortrøstningsfuld.

”Vi har brygget en smule mindre Tuborg Julebryg i forhold til sidste år, fordi vi forventer at sælge en smule mindre i første weekend, da den traditionelle fest og uddeling kl. 20:59 er aflyst. Selvom snestormen er aflyst, falder sneen alligevel, og vi vil slet ikke afvise, at salget bare sker over hele dagen frem til kl. 22 i stedet for efter kl. 20:59. I tiden efter J-dag tror vi, salget vil holde samme niveau som sidste år,” siger Michelle Lægdsgaard Larsen, Brand Manager, Tuborg Marketing.

LÆS OGSÅ:  Smagen af øl

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)