Bunden er nået på Berlingske

Berlingske har med virkning fra i dag ændret frekvens og koncept for sin satiriske spalte ”Groft Sagt”. I stedet for at udkomme mandag-fredag med korte indlæg, vil to nye skribenter – David Holt Olsen og Geeti Amiri – skrive på skift hver lørdag i et længere format. David Holt Olsen er historiker og museumsinspektør på Industrimuseet i Horsens, mens Geeti Amiri er en muslimsk debattør, underviser og forfatter.

Da Peter Wivel i 1998 blev chefredaktør på Berlingske, blev Bent Blüdnikow debatredaktør og oprettede spalten ”Groft Sagt”. Spalten fik hurtigt mange fjender, primært blandt de venstreradikale borgerlige i Uffe Ellemann-Jensen-segmentet, som ikke kunne lide Muhammed-tegninger, og som ikke brød sig om “Groft Sagt”.

I 2007 blev Wivel afløst af dronningen af den socialdemokratiske presse, Lisbeth Knudsen. Langsomt, men sikkert forsvandt de politisk ukorrekte skribenter fra avisens kultur- og debatsider. Blüdnikow blev sat fra debatredaktørsbestillingen, Lars Hedegaard blev fyret og ”Groft Sagt” blev kraftigt beskåret.

Da Lars Hedegaard blev fyret, gik hans kollega i ”Groft Sagt”, Claes Kastholm, i ”sympatistrejke”, hvor han overvejede, om han vil fortsætte, idet han ikke var enig i opsigelsen af Lars Hedegaard. Situationen i ”Groft Sagt” var ikke ny. En skribent, som af den ene eller anden grund ikke falder i chefredaktørens smag, bliver naturligvis forvist eller udfaset.

Claes Kastholm, som var tæt på helt at opgive sit virke som ”Groft Sagt”-skribent, besluttede til sidst at fortsætte efter aftale med Lisbeth Knudsen, der lovede, at kerneskribenterne i ”Groft Sagt” fremover skulle inddrages i beslutninger om holdets sammensætning.

”’Groft Sagt’ er så speciel en spalte, at den kræver den rette sammensætning. Og hvis ikke den har det rette vidensniveau og intellektuelle niveau, så bliver den meningsløs”, sagde Claes Kastholm dengang.

Konceptændringen betyder, at tunge profiler som Bent Blüdnikow, Hans Hauge og Peter Nedergaard udfases. Fremover er det en museumsinspektør fra Horsens og en muslimsk debattør, der skal sikre ”det rette vidensniveau og intellektuelle niveau” i “Groft Sagt”. Bunden må siges at være nået.

André Rossmann