Buræg sniger sig ind på dit påskebord – pas på disse varer

Buræg skjuler sig i rigtig mange forarbejdede fødevarer, der ellers ikke forbindes med æg. Dyrenes Beskyttelse opfordrer derfor forbrugerne til at kigge godt efter på ingredienslisten, når de fx køber mayonnaise, karrysild og remoulade til påskefrokosten. Foto til fri afbenyttelse. Kilde: Dyrenes Beskyttelse.

I år bliver familiepåskefrokosten nok mindre end den plejer på grund af forbuddet mod at mødes i større forsamlinger. Men der er stadig grund til at holde øje med de skjulte buræg, som gemmer sig i mange produkter, man ellers ikke forbinder med æg.

Påsken er en traditionel højtid i Danmark, som hvert år samler familier og venner til påskefrokoster, der for mange danskere er lige så vigtige som de festlige julefrokoster i december måned.

Æg spiller en central rolle på påskebordet. Både kogte æg, røræg og æg blandet i salater og andre retter er at finde på menuen. Men hvad mange danske forbrugere ikke bemærker på indkøbsturen er, at der gemmer sig æg i produkter, de ellers ikke forbinder med æg.

Derfor opfordrer chefkonsulent i landbrugsdyr, Pernille Fraas Johnsen, forbrugerne til at kigge godt efter på ingredienslisten af de forarbejdede produkter på indkøbslisten. Der kan nemlig gemme sig buræg i produktet.

”Udover de æg vi blandt andet bruger på rejemaden og i æggesalaten, gemmer der sig skjulte æg i rigtig mange færdigprodukter. Det gælder fx pasta, småkager og mayonnaise, der ellers ikke forbindes med æg, men ikke desto mindre er de lige så vigtige at gå udenom,” siger Pernille Fraas Johnsen.

Det vil sige, at selv om æggebakkerne med buræg er væk fra køleskabet i supermarkederne, findes der æg i en lang række forarbejdede produkter. Så hvis man i forvejen bevidst undgår buræg, kan man alligevel komme til at støtte burægsproduktionen ved at købe produkter, der indeholder skjulte buræg.

Vælger man som forbruger altid produkter, der er mærket med ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” eller Ø-mærket, er man forsikret om, at hønen, der har lagt ægget, har adgang til det fri og masser af plads at sprede sine vinger på.

FAKTA: Er der æg i?

Der er skjulte æg i mange forarbejdede produkter, der typisk forbindes med påskefrokosten:

  • Karrysild og karrysalat
  • Mayonnaise
  • Remoulade
  • Kager og småkager
  • Panererede fiskefileter

Kommentarer