“Business as usual” på Asiatisk Plads 2

Lars Løkke Rasmussen har under stor fanfare lanceret en udenrigspolitik, som han kalder ”pragmatisk idealisme”. Sagt på jævnt dansk: Beskidt, kynisk og amoralsk udenrigspolitik, som Danmark altid har ført med den begrundelse, at Danmarks overlevelse afhænger af, at landet er venner med alle.

Under den anden verdens krig var Danmark således Nazitysklands næststørste handelspartner. Danmark var ganske vist krigsførende, men det var på tysk side, nemlig gennem samarbejdspolitikken. ”Hvis resten af verden havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler have vundet krigen og Europa været nazistisk”, sagde Anders Fogh Rasmussen. Den lille danske stammes kræmmeragtige adfærd har han beskrevet med ordene ”ussel”, ”et eklatant politisk moralsk svigt” og ”en fejhed”.

Under Den Kolde Krig, mens USA lå i et bittert våbenkapløb med sovjetblokken og garanterede danskernes sikkerhed, førte Danmark en ussel samarbejdspolitik over for Sovjetunionen og DDR og samtidig usolidarisk og illoyal fodnotepolitik over for NATO.

Og da ayatollaherne i 1979 havde taget magten i Iran og fængslede og henrettede hundredvis af politiske aktivister, kom der ikke nogen fordømmelser fra den danske regering, idet danske politikere ikke ville skade den danske eksport af feta-ost til landet.

Fejhed, kræmmermentalitet og ussel eftergivenhed er således gået som en rød tråd gennem Danmarks historie lige siden 1918. Alle danske ministre har gennem årene ofret idealisme og menneskerettigheder til fordel for lukrative kontrakter, eksport af fetaost og lignende ting.

På Asiatisk Plads 2 hedder det sig i dag, at ”SVM-regeringen vil orientere sig bredt”, at Danmark skal ”række ud til nye samarbejdspartnere”, selv om de ikke har de samme værdier. Altså en fortsættelse af den kyniske og beskidte samarbejdspolitik over for alverdens diktaturer og despoter. Helt i pagt med denne samarbejdspolitik har Lars Løkke på det seneste givet danske producenter af våbenudstyr lov til efter en kort pause at genoptage eksporten af radarsystemer og softwarekomponenter til regimerne i Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.

Sandheden er, at Lars Løkkes ”pragmatiske idealisme” ikke er nogen nyskabelse, men blot en ny retorik, idet Danmark altid indgået kompromisser, studehandler og lokumsaftaler, når danske ordrer og arbejdspladser var på spil. Ifølge Martin Marcussen, som har skrevet flere bøger om dansk diplomati, har dansk udenrigspolitik i årtier reelt været både pragmatisk og interessebaseret. ”Vi er en kræmmernation, og siden Anden Verdenskrig har vi jo fulgt nogenlunde samme linje om at undgå at blive uvenner med de helt store og samtidig maksimere vores økonomiske interesser. Ja, man kan godt kalde dansk udenrigspolitik beskidt”, siger han til Berlingske.

Realpolitik er sjældent smukt, fordi den altid er indhyllet i en sort sky af kompromisser, kynisme og kold beregning. Når Danmark derfor taler om ”pragmatisk realpolitik”, vil det erfaringsmæssigt ende med et samarbejde med de værste autokratiske regimer såsom Saudi-Arabien, Iran eller Kina.

I Danmark går der en lige linje fra den skammelige samarbejdspolitik over for nazisterne og kommunisterne til den beskidte udenrigspolitik i forhold til mellemøstlige diktaturer og palæstinensiske terrorister, der hylder Hitler og oplærer børn i at ofre livet i terrorangreb på Israel. På Asiatisk Plads 2 er det derfor ”business as usual”, forskellen er blot, at man i dag kalder Danmarks beskidte og amoralske samarbejdspolitik ”pragmatisk idealisme”.

André Rossmann