Der er gang i landets byggepladser, og det ser ikke ud til at stoppe. Branchen er i fremgang, indtjeningen stiger, og stadig flere har overskud. Det viser Byggeanalysen 2020, som Deloitte og DI Dansk Byggeri står bag.
Ifølge analysen er overskudsgraden for branchen således steget fra 4,6 procent i 2018 til 5,5 procent i 2019. Det primære resultat pr. ansat er steget fra 89 t.kr. i ’18 til 102 t.kr. i ’19, ligesom soliditetsgraden er vokset stødt de seneste fem år til senest 38 procent. 87 procent af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen havde overskud i 2019.
Thomas Frommelt, partner og brancheleder for byggebranchen i Deloitte, understreger, at byggebranchen er et lyspunkt i en tid, hvor den økonomiske virkelighed fremstår mere dunkel for andre dele af erhvervslivet.
”COVID-19 har i første omgang kun haft begrænset effekt på bygge- og anlægsbranchen. Nybyggeriet og boligbyggeriet er fortsat på et højt niveau, og prisen på private boliger er steget siden COVID-19-krisens begyndelse. Dertil er der indført en række tiltag, der vil understøtte aktiviteten i den kommende periode, så vi forventer en fortsat høj aktivitet i 2021,”siger han.
Gode tendenser må ikke blive sovepude
Byggeanalysen viser også, at brugen af kompensationsordninger i bygge- og anlægsbranchen har været begrænset. I spørgeskemaundersøgelse foretaget i august 2020 med over 700 respondenter svarer kun 14 procent af virksomhederne, at de har gjort brug af ordningen for momslån, 5 procent har brugt lønkompensationsordningen, og kun 2 procent af virksomhederne har gjort brug af kompensationsordningen vedrørende faste omkostninger. Tallene er betydeligt højere i andre brancher.
Underdirektør i DI Dansk Byggeri Torben Liborius genkender det gode billede og glæder sig over, at branchen sammen med fagbevægelsen og arbejdstilsynet, er gået langt for at holde corona-sikker gang i de danske byggepladser. Men han understreger samtidigt, at der stadig er mange virksomheder i branchen, der ikke mærker det høje aktivitetsniveau.
”Byggeriet er sluppet nådigt gennem krisen, så der er bestemt grund til at glæde sig. Men jeg vil samtidig slå fast, at det ikke er alle steder i landet, at der er fyldte ordrebøger. Det betyder, at den generelt gode tendens for branchen ikke må blive en sovepude. Vi må blive ved med at gøre, hvad vi kan, for at holde hånden under de mange vigtige arbejdspladser i byggeriet,” siger han.