Site icon 24NYT

CAIR var involveret i amerikansk lærers fyring

Det indflydelsesrige Råd for Amerikansk-Islamiske Relationer (CAIR) har i flere tilfælde beskyldt undervisere for at være islamofobe og har forlangt lærerens afgang. Dette var således tilfældet, da kunsthistoriker Erika Lopez Prater viste sine studerende nogle historiske eksempler på afbildninger af profeten Muhammed inden for islamisk kunst. 

En ’kontroversiel’ time i islamisk kunst

I Minnesotas hovedstad Saint Paul underviste kunsthistoriker Erika López Prater i efteråret 2022 sine elever på Hamline Universitet i verdenskunst. Af læseplanen fremgik det, at der ville blive vist billeder af profeten Muhammed. Det ville være valgfrit at deltage i denne del af undervisningen, og hun ville forberede de studerende inden visningen. Undervisningen fandt sted online den 6. oktober, hvor Prater gav de studerende mulighed for at slukke for deres skærme, mens hun viste to forskellige afbildninger af Muhammed. Det ene billede er malet i 1307 og forestiller ærkeenglen Gabriels første åbenbaring for Muhammed, som beskrevet af perseren Rashid al-Din. Det andet billede er malet af den osmanniske tyrker Mustafa ibn Vali i 1500-tallet, og her er Muhammeds ansigt tildækket. Læreren ville hermed illustrere, at der har været forskellige billedtraditioner inden for islam.

Ifølge Christiane Gruber, der er professor i islamisk kunst ved Michigan Universitet, betragtes billedet fra 1307 som et mesterværk inden for persiske bogillustrationer. Der findes desuden adskillige lignende bogillustrationer fra Persien, Tyrkiet og Indien fra 1300-tallet til 1900-tallet. 

Den muslimske befolkning i Minnesota har imidlertid fortrinsvist en somalisk baggrund og tilslutter sig det sunnimuslimske billedforbud. 

Muslimers protester og eftergivenhed fra universitetets side 

Blandt de studerende, der fulgte undervisningstimen, var Aram Wedatalla, der leder Den Muslimske Studenterorganisation (MSA). Hun klagede efter timen til læreren, der undskyldte, at det tidlige billede af Muhammed havde fået hende til at føle sig dårligt tilpas. Det havde aldrig været Praters hensigt at vise sine studerende mangel på respekt. 

Til studenteravisen Oracle udtalte Wedatalla: ”Som muslim og sort føler jeg ikke, at jeg hører til og jeg tror ikke, at jeg nogensinde kommer til at tilhøre et miljø, der ikke værdsætter mig, og de viser mig ikke den samme respekt, som jeg viser dem.” Et andet medlem af MSA, Deangela Huddleston, supplerede: ”Hamline lærer os, at hensigten ikke er afgørende, det er virkningen, der betyder noget.”

Wedatalla klagede til universitetets rektor, Fayneese Miller. Den 10. oktober mødtes studerende fra Den Muslimske Studenterorganisation og deres rådgiver, Nur Mood, der er vicedirektør for Programmer for Social Retfærdighed og Strategiske Relationer, med medlemmer af universitetets administration for at diskutere, hvordan man kom videre herfra. 

De studerende modtog den 7. november en mail fra universitetet, der betegnede undervisningstimen som ’uomtvisteligt ubetænksom, respektløs og islamofobisk’. Mailen var underskrevet af David Everett, der er associeret næstformand for inkluderende ekspertise ved universitetet. Mailen indeholdt skridt til oprettelse af et forum om islamofobi og en anmeldelsesblanket. 

Den 6. december skrev Mark Berkson, der underviser i islam og leder institut for religionsvidenskab ved Hamline, i studenteravisen om den historiske kontekst og æstetiske værdi af islamiske billeder af Muhammed. To dage senere blev artiklen imidlertid fjernet, og Fayneese Miller og David Everett skrev til alle universitetsansatte, at ”respekt for praktiserende muslimer i klasselokalet burde have overtrumfet den akademiske frihed”. 

Rektor Fayneese Miller og David Everett skrev til eleverne: ”Vi tror på akademisk frihed, men den bør ikke, og kan ikke, bruges til at undskylde opførsel, der skader andre.”

Den 22. december kom det frem, at Hamline Universitet efterfølgende undlod at forny ansættelseskontrakten med Lopez Prater. 

Protester mod Praters fyring

Sagen blev nu kendt i en bredere offentlighed, og adskillige protesterede mod fyringen af Lopez Prater. 

Det amerikanske PEN udsendte den 23. december 2022 en pressemeddelelse, hvori Jeremy Young udtalte, at ”Hamline Universitet har begået et af de groveste brud på den akademiske frihed i nyere tid. Ikke alene er en kunsthistorikerlærer i sin fulde ret til at vise islamisk kunst fra middelalderen og renæssancen i klassen, men læreren var tilsyneladende herudover betænksom på at skabe en positiv pædagogisk oplevelse for de studerende – billederne blev placeret i en historisk kontekst, de studerende fik mulighed for at undgå at kigge på dem, og islamisk kunsts historie og mangfoldighed og tankegang blev eftertænksomt udforsket. Ikke at forny en undervisers kontrakt under disse omstændigheder er et fagligt fejltrin af en art, der har en afskrækkende effekt for fri tale på alle fakulteter, især blandt fakultetsmedlemmer uden fastansættelse til at beskytte deres akademiske frihed. Denne lærer ansættelseskontrakt burde straks fornys, og Hamlines administration burde benytte lejligheden til at minde sig selv om, hvad akademisk frihed betyder.”

Academic Freedom Alliance (AFA) er en sammenslutning af amerikanske fakultetsmedlemmer, der ønsker at værne om den akademiske frihed og faglige ytringsfrihed. AFA sendte den 1. januar 2023 et åbent brev til universitetets rektor, Fayneese Miller, hvori de kritiserede hendes udtalelse til de studerende om, at akademisk frihed ”ikke bør, og ikke kan, bruges til at undskylde opførsel, der skader andre.”

AFA henviser endvidere til Den Amerikanske Sammenslutning af Universitetsprofessorer (AAUP), der i en rapport fra 1994 om ytringsfrihed fastslår, at ”i et frit og åbent universitetsområde kan ingen idé udelukkes eller forbydes. Intet synspunkt eller budskab kan dømmes til at være så hadefuldt eller foruroligende, at det ikke kan udtrykkes.” I en rapport fra 2007 om frihed i klasselokalet understreger AAUP, at ”ideer, der er relevante i forbindelse med et diskussionsemne i klasselokalet kan ikke censureres, fordi en studerende med særlige religiøse eller politiske overbevisninger ville kunne føle sig krænket.” Det ville være ”skadeligt for den nødvenlige frie og livlige meningsudveksling for undervisning og læring på højere læreanstalter”, hvis professorer kunne straffes på grund af en eller flere studerendes reaktion på de ord eller ideer, der diskuteres. 

Sabrina Conza fra ytringsfrihedsorganisationen Foundation for Individual Rights and Expression (FIRE) skrev den 27. december et åbent brev til universitetsrektor Miller: ”At vise et billede af Muhammed kan ligeledes være dybt krænkende for nogen, men eftersom det er pædagogisk relevant for det pågældende kursus, er det beskyttet af grundlæggende principper for akademisk frihed.” FIRE opfordrede til, at Prater blev genansat. FIRE har siden anlagt sag mod universitetet på vegne af Prater. 

Det Muslimske Råd for Offentlige Anliggender (MPAC) udtaler i en erklæring, at Prater havde illustreret den historiske diversitet inden for islam, og at visningen af det shiitiske billede fra 1300-tallet ikke var islamofobisk. 

Prater stævner Hamline Universitet, der indrømmer at have begået fejl

Prater indledte den 17. januar en retssag mod Hamline Universitet. Hendes advokat kritiserer Hamlines administration for at have kaldt hendes handlinger som ’islamofobisk’. Kommentarer som denne vil nu for altid klæbe til Prater og kan skade hendes karrieremuligheder. 

Samme dag udsendte rektor Miller og bestyrelsesformand Ellen Watters en pressemeddelelse, hvori de fortæller, at de, ud fra hvad de har lært, har besluttet, at deres brug af betegnelsen ’islamofobisk’ var en fejl. 

Den 24. januar krævede 71 ud af 92 af Hamline Universitets fakultetsmedlemmer Millers afgang med den begrundelse, at de ikke længere havde tillid til hendes evne til at lede institutionen efter at folk fra administrationen havde ’fejlhåndteret’ kontroversen om islamisk kunst og akademisk frihed. 

CAIR’s rolle

CAIR har været aktive i bestræbelserne på at kritisere Lopez Prater. Med sine egne ord er organisationen en almennyttig borgerrettighedsbevægelse. CAIR har imidlertid, i lighed med MSA, bånd til Det Muslimske Broderskab, og De Forenede Arabiske Emirater anser CAIR for at være en terrororganisation. Ifølge en amerikansk dommerkendelse har CAIR desuden bånd til terrororganisationen Hamas. 

CAIR’s leder i Minnesota, Jaylani Hussein, beskyldte Prater for islamofobi og hadefuld tale. Han kom til Hamline den 8. december 2022 for at tale om islamofobi, og ifølge anklageskriftet mod Hamline Universitet havde Hussein under mødet hævdet, at Prater kun havde vist billederne af profeten Muhammed for at ”provokere, krænke og såre muslimske studerende og havde derved været ’islamofobisk’”. Hussein fastslog, at ”ikkemuslimer ikke har ret til, eller viden til, at tale om den islamiske tro, uanset deres uddannelse og ekspertise.” Hussein sammenlignede det, at vise afbildninger af profeten Muhammed, med pædofili, nazisme og hvidt overherredømme. Han luftede desuden muligheden for en voldelig reaktion og hentydede til terrorangrebet mod Charlie Hebdos redaktion i 2015. Han kaldte de viste billeder for ”racistiske” og ”modbydelige” og opfordrede til, at de blev forbudt på universitetsområdet. Hverken Fayneese Miller eller David Everett modsagde på noget tidspunkt Jaylani Hussein. 

CAIR udsendte efterfølgende en video, hvori Hussein beskrev sit besøg på Hamline Universitet og hvor sårende, den islamofobiske hændelse havde været for de muslimske studerende. 

CAIR’s hovedsæde i Washington udsendte den 13. januar en pressemeddelelse, hvori de udtalte, at de ikke så tegn på, at Prater havde haft islamofobiske hensigter. De fremstod dermed mere diplomatiske og tolerante end Jaylani Hussein overfor offentligheden. 

CAIR har opfordret flere skoler til fyringer

Hamline Universitetet er ikke den eneste uddannelsesinstitution, hvor CAIR har opfordret til fyringer. 

I New Jersey startede den tidligere olympiske fægter Ibtihaj Muhammad på Instagram et rygte om, at læreren Tamar Herman skulle have hevet hijabben af en af sine studerende. Rygtet blev til trusler mod Seth Boyden Grundskole og Tamar Herman. CAIR var i tv og krævede lærerens afgang. Herman blev suspenderet, måtte flytte og fik politibeskyttelse. Hun har efterfølgende anklaget CAIR for injurier. 

Dan Leonard var i 2019 bestyrelsesmedlem på skolen Toms River i New Jersey. På sin private facebookprofil havde han skrevet om kongresmedlem Rashida Tlaib, der sultestrejkede for at få en indvandringskontrolinstans lukket: ”Mit liv ville være fuldendt, hvis hun/de døde!” og havde kaldt kongresmedlem Ilhan Omar for en terrorist, ligesom han havde lagt et billede op, hvis medfølgende tekst lød: ”Sharia barbiedukke. Med jihab [hijab], blå mærker og koran. Steningstilbehør kan tilkøbes”. CAIR opfordrede på denne baggrund skolen til at fyre Dan Leonard og rettede offentlighedens søgelys mod ham. Skolens bestyrelsesmedlemmer og ansatte modtog herefter terrortrusler, og Leonards mindreårige datter modtog voldtægtstrusler. Han nægtede at gå af men genopstillede ikke ved det efterfølgende bestyrelsesvalg. 

I Arizona havde Nicholas Damask undervist i islam i tyve år, da muslimer klagede over ham, og han fik via de sociale medier trusler, så han måtte gå midlertidigt under jorden med sin familie. CAIR lagde sag an mod ham og forsøgte forgæves at standse hans kursus. 

I Californien forsøgte CAIR at få skolelederen Greg Calvert fyret på grund af påstået mobning af en muslimsk elev. CAIR gik til medierne og fortalte om en video, der skulle understøtte påstanden, men videoen viste sig at stamme fra en anden sammenhæng. Greg Calvert flyttede til en anden by og fik et lavere betalt arbejde, men også her forfulgte CAIR ham og krævede på ny hans fyring. 

Exit mobile version