Københavns Politi er fortsat massivt til stede i Field’s efter søndagens skyderi. Samtidig genåbner det midlertidige center med krisehjælp på Løjtegårdsvej i Kastrup. Her kan borgere, der i aftes var til stede i Field’s, modtage hjælp.
Københavns Politi har natten igennem haft en omfattende efterforskning af det skyderi, der i går fandt sted i Field’s på Amager. Politiet er massivt til stede med en bred tryghedsskabende indsats både ved Field’s og i resten af København.
Tre personer blev dræbt ved skyderiet. De dræbte er en 17-årig dansk kvinde, en 17-årig dansk mand og en 47-årig herboende russisk statsborger. Derudover er i alt fire personer indlagt såret af skud – én af dem i kritisk tilstand. Der er tale om to danske statsborgere på henholdsvis 19 og 40 år, samt to svenske statsborgere på henholdsvis 16 og 50 år.
20 personer har mindre skader, som er opstået i forbindelse med evakueringen fra Field’s. Desuden er yderligere tre behandlet for mulige strejfskud på stedet, hvorefter de er taget hjem. Dermed har i alt 30 personer skader som følge af hændelsen. Alle pårørende til alvorligt tilskadekomne er underrettet. Politiet tager forbehold for, at der kan komme flere henvendelser om tilskadekomst.
Det midlertidige center med krisehjælp, der blev etableret i går i Travebanehallen, genåbner i dag kl. 12 og er åbent frem til kl. 20; adressen er Løjtegårdsvej 64 i Kastrup. Her kan borgere, som var til stede i Field’s under skyderiet, modtage hjælp.
Politiet er bekendt med, at der på sociale medier florerer forskellige videoer og billeder fra hændelsen i Field’s. Politiet opfordrer alle til at undlade at dele videoer og billeder i relation til hændelsen, og henleder opmærksomheden på, at det kan være strafbart. I stedet kan materialet overdrages til politiet, som fortsat gerne hører fra vidner, der har set eller hørt noget fra Field’s omkring gerningstidspunktet søndag kl. 17.35. De kan kontakte politiet på tlf. 1-1-4.
Field’s oplyser, at der indtil videre holdes lukket indtil mandag den 11. juli. Politiet vil hurtigst muligt oplyse, hvordan borgere, der har biler eller efterladte ejendele i Field’s, kan få deres ting igen.
En 22-årig formodet gerningsmand blev anholdt kort efter skyderiet, og han fremstilles i grundlovsforhør senere i dag, hvor han vil blive sigtet for manddrab efter blandt andet straffelovens paragraf 237. Umiddelbart tyder det på, at den 22-årige har handlet på egen hånd, og det er på nuværende tidspunkt ikke politiets vurdering, at der er tale om et terrorangreb.