Site icon 24NYT

COMPUTEREN DER IKKE VIL DØ

I april 2019 afleverede Joe Bidens søn, Hunter Biden, sin computer til en Apple-reparatør i Delaware i USA. Reparatøren, der hedder John Paul MacIsaac, fikser computeren, som Hunter Biden ikke afhenter trods mange telefonopkald. Hunter har underskrevet en serviceaftale med reparatøren, der får ejerskab til computeren, hvis den ikke afhentes og betales. MacIsaac har senere på tv forklaret, at det er almindeligt, at kunderne må stille sikkerhed i deres Mac-computere, da der er mange dårlige betalere blandt dem. Reparatøren gennemser indholdet og bliver chokeret over både pornofotos og korrespondancer, der tyder på, at Hunter Biden har været indblandet i kriminelle transaktioner. MacIsaac underretter FBI, som henter Bidens computer i december samme år. Forinden har MacIsaac dog været smart nok til at kopiere indholdet af harddisken.

På dette tidspunkt har der i USA dannet sig en fælles front mod præsident Trump, hvis genvalg modarbejdes med alle midler. Hovedmedierne, de sociale medier, efterretningstjenesterne, det Demokratiske parti og retsvæsenet har etableret et stærkt netværk, der producerer rygter og sager, der kan belaste Trump og samtidig beskytte den svagelige, kognitivt udfordrede Joe Biden. FBI, som er en del af dette netværk, henlægger sagen mod Hunter Biden, og i frustration overleverer MacIsaac nu sin kopi til Trumps personlige advokat, Rudy Giuliani, som igen sender materialet videre til USA’s ældste avis, New York Post. Avisen afslører Hunter Biden-computerens saftige indhold, som rammer forsiden midt under præsidentvalgkampen i oktober 2020. Netværket slår til igen. Hunter Biden-skandalen mørkelægges fuldstændigt og effektivt. Ingen omtale på de store anti-borgerlige tv- stationer som NBC, CNN, ABC og CBS. Ikke et ord på de store Demokratisk-sindede og Trump-hadende aviser som New York Times og Washington Post. Tavshed på de sociale medier, som censurerer opslag om Hunter Biden. New York Post får endda sin Twitter konto spærret.

Herefter lanceres næste fase. Ikke færre end 51 tidligere højt placerede medarbejdere i USA’s efterretningstjenester udsender en fælles erklæring, der stempler Hunter Biden-sagen som ’bærende alle kendetegn på russisk propaganda’.  Blandt underskriverne var der fem tidligere topchefer for CIA og en tidligere topchef for National Intelligence. Joe Biden, der var midt i valgkampen, udtalte, at ’der var afgjort tale om russisk disinformation’. Indholdet på Hunter Bidens computer fortæller ellers, at Hunter har tjent styrtende summer på at sælge adgang til faderen i perioden 2008-2026, hvor Joe Biden var USA’s vicepræsident . Hunter Biden blev således valgt ind i bestyrelsen for den ukrainske gas-koncern, Burisma, selv om han ikke kunne et ord ukrainsk eller russisk og var totalt uvidende om produktion og distribution af naturgas. Til gengæld fik Hunter et astronomisk honorar milevidt over, hvad der var normen i større industriselskaber i regionen. Vicepræsident Joe Biden kvitterede ved at få sat en stopper for korruptionssagen mod Burisma og tog derefter sønnen med i Airforce 2-flyet på en rejse til Kina. Efter to dages ophold kunne Hunter Biden rejse hjem i fars fly med en kinesisk milliardinvestering i mappen, noget som ingen andre har præsteret før efter kun to dages forhandlinger. Den nuværende præsident Biden afviser ethvert kendskab til sønnens forretninger, selv om det er ret tydeligt, hvem der er ’the Big Guy’, som ifølge Hunters computer skulle have 10 procent af Hunters internationale ’pay for play’-forretninger.

Biden-familiens forretningsmodel kunne dog i længden ikke holdes hemmelig, og Hunter Biden har måttet forklare sig over for medierne, der ikke mere er så beskyttende over for Joe Biden efter, at de har fået ham anbragt i Det Hvide Hus. Først nægtede Hunter Biden, at det skulle være hans computer. Så kunne han ikke huske, om han havde indleveret sin computer til reparation og fastholdt, at det måtte være en russisk løgnehistorie. Men nu da Republikanerne har flertal i Repræsentanternes Hus, vil sagen blive efterforsket til bunds. Ikke bare familien Bidens rolle, men i høj grad også de 51 efterretningschefers løgne og misbrug af deres adgang til hemmeligstemplede oplysninger. Som modtræk har Biden-klanen nu hyret en række top-jurister, der skal få Hunter Biden af krogen. Advokaterne vil ikke be- eller afkræfte, om oplysningerne på den belastede computer tilhører Hunter Biden. I stedet er det deres påstand, at materialet er af privat karakter, og at det er ulovligt at offentliggøre det. Advokaterne har med en betydelig grad af sikkerhed fået et løfte fra justitsministeren om, at ingen i Biden-familien vil blive sigtet eller tiltalt i sagen, så længe Joe Biden er præsident. Derfor kan juristerne nu med ryggen fri rette skytset mod dem, der har offentliggjort materialet, og det er i første række MacIsaac, Rudy Giuliani og New York Post, som vil blive truet med enorme erstatningskrav for ulovlig offentliggørelse af privat korrespondance. Målet er naturligvis ikke retssager, hvor alt kan ske, men at sagen mod Hunter Biden lægges død, så længe Joe Biden er præsident. Det Demokratiske parti ønsker ikke, at Joe Biden skades så længe, at han sidder i Det Hvide Hus, men partiet ser gerne, at han belastes af et par møgsager, så han ikke stiller op igen. Politik i USA er ikke for de knækkede.

 

 

 

Exit mobile version