Corona: Fortsat gratis medicin til hjemløse

Det er ikke nemt at leve af at sælge aviser på gaden i disse corona-tider, hvor mange butikker er lukkede, og folk holder sig hjemme. Derfor indgik organisationen bag hjemløseavisen Hus Forbi i april sidste år en aftale med Danmarks Apotekerforening om, at Hus Forbi-sælgere mod at vise deres sælgerkort kan hente deres receptmedicin på apoteket uden at skulle betale for den. Ordningen blev kort efter udvidet til også at gælde den receptmedicin, som deres kæledyr får.

Den aftale er nu blevet forlænget frem til 30. juni i år.

Aftalen skal sikre, at de over 3000 registrerede sælgere af Hus Forbi fortsat kan få deres livsvigtige medicin, selvom deres indtægtsgrundlag er reduceret eller helt forsvundet. Rent praktisk foregår det på den måde, at apoteket lægger ud for den hjemløses egenandel af medicinregningen. Regningen sendes videre til Hus Forbi, som ved hjælp af donationer dækker udgiften.

Sekretariatsleder Rasmus Wexøe Kristensen fra Hus Forbi betegner samarbejdet med apotekerne som enestående:

”Den forskel, det gør for vores sælgere, er ubeskrivelig. Ikke alene får de mulighed for at få den medicin, de ellers ikke kan tjene til, men de få også en kæmpe stolthed med i deres hjerter. Når de får en til at købe deres avis, genererer de penge til mere medicin. Det er en meget håndgribelig hjælp til andre, der i er i samme situation som dem selv.”

LÆS OGSÅ:  Vaccineinvitationer på vej til gruppen af særligt sårbare borgere i Region Sjælland

Ifølge Apotekerforeningens formand Jesper Gulev Larsen er også apotekerne glade for samarbejdet med Hus Forbi om denne fælles hjælp til en særligt udsat gruppe:

”Desværre oplever vi ofte, at borgere ikke har råd til at betale for deres lægeordinerede medicin. Situationen under Covid-19 gør det ekstra svært for de sårbare og udsatte borgere, og dem skal vi gøre alt for at hjælpe. Det er vigtigt, at krisen ikke fører til endnu mere ulighed i sundhed.”

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)