Næsten 1.000 gange har Københavns Vestegns Politis ekstra corona-patruljer foreløbig ført tilsyn i Ishøj – og det fortsætter i den kommende tid.
Med det høje smittetryk har myndighederne øget corona-indsatsen i Ishøj – og det samme har politiet med særlige corona-patruljer, som aktivt opsøger steder med mange mennesker og påser, at de aktuelle restriktioner bliver overholdt.
Københavns Vestegns Politi har indsat corona-patruljer, som dækker alle 11 kommuner i politikredsen, og i løbet af de seneste fem uger har de registreret over 2.800 tilsyn.
Heraf er 945 – eller cirka en tredjedel – registreret i Ishøj, hvor politiet gør en særlig indsats.
”Vi er stadig ekstra tilstede i Ishøj, for det er vigtigt, at vi alle gør, hvad vi kan for at begrænse smittespredningen. Foreløbig fortsætter vores mange tilsyn i byen,” siger politidirektør Kim Christiansen.
Samarbejde med Ishøj kommune og Bycentret
Københavns Vestegns Politi samarbejder med Ishøj Kommune og Ishøj Bycenteret om, at de gældende restriktioner bliver overholdt.
I Bycentret skal alle for eksempel bære mundbind/visir, medmindre man er undtaget af helbredsårsager. Retter man sig ikke efter centerpersonalets vejledning om enten at bruge mundbind eller forlade centret, risikerer man at blive sigtet af politiet.