Da Carl Bildt trådte i tabernes rosenbed

Debatindlæg af ARES.

I anledning af den 9. april udsendte den tidligere svenske statsminister Carl Bildt på twitter en besked om, at nok var det svenske forsvar ikke en militær stjerne i anden verdenskrig, men det var dog så effektivt sammenlignet med det svage norske og det endnu svagere danske forsvar, at Hitler i et angreb på Sverige ville få seriøs modstand. Denne besked har udløst en omfattende hadkampagne mod Bildt fra tusinder af især danske og norske borgere, der ikke kan tåle at blive konfronteret med sandheden eller næsten sandheden. For det er jo en kendsgerning, at både det danske og det norske forsvar blev løbet over ende af den tyske værnemagt.

Danmark på nogle få timer og Norge, der dog har fordel af fjelde, skove og fjorde, i løbet af to måneder.  Sverige havde et forholdsvis stort militært beredskab, men manglede en del moderne våbensystemer for at kunne fremvise et effektivt forsvar af sin neutralitet. Det var de ikke ene om. Den tyske værnemagt var i 1940 en langsom, hestetrukket armé, der slet ikke havde den enorme kampkraft, som den opnåede nogle få år senere. Tyskland havde i 1940 nok elitestyrker til en lynaktion mod Danmark og Norge, men havde ikke muligheder for at transportere en større invasionsstyrke over Østersøen til en invasion af Sverige, hvad der heller ikke figurerede i værnemagtens planer. Det gjorde invasionen af Norge og Danmark heller ikke, men den måtte gennemføres i al hast af militær nødvendighed.

Hitler var inderligt imod invasionsplanerne, da han ønskede at bruge alle sine militære ressourcer til den forestående invasion af Frankrig, hvor han forventede forbitret modstand fra franske og britiske styrker, der i kampkraft og antal langt overgik, hvad værnemagten kunne stille op med. På den anden side var Tyskland særdeles afhængig af importen af jernmalm fra Sverige, der i krigens forløb nåede op på 70 procent af forbruget i den tyske rustningsindustri. På grund tilfrysningen af den botniske bugt måtte malmen om vinteren udskibes fra den norske havneby Narvik. Men i sejlruten på Atlanterhavet lå Royal Navy på lur for at sænke de tyske malmtransporter, som konstant måtte søge ind i de norske fjorde for beskyttelse.

Dette betød hyppige krænkelser af det norske territorialfarvand, hvad der dog kun udløste spage norske protester. Ingen tyske skibe blev opbragt eller sænket af den norske flåde, som ikke ønskede at få ørerne i den tyske krigsmaskine. Dråben, der fik Førerens bæger til at flyde over, indtraf den 17. februar 1940, hvor en dristig britisk aktion langt ind i en norsk fjord befriede 300 britiske søfolk, der var indespærret på det tyske transportskib ’ Altmark’ på vej til en krigsfangelejr i Tyskland. Altmark-aktionen udstillede komplet den norske militære hjælpeløshed, og invasionen af Norge blev omgående sat i værk. Desværre for Danmark var adgang til danske flyvepladser en forudsætning for tysk luftherredømme under invasionen, og så blev vi en del af operation ’Weserübung’ som planen blev døbt. Kort efter den 9. april indledte den danske regering et tæt kommercielt og militært samarbejde med værnemagten. Med den danske regerings velsignelse blev 8000 unge danske mænd sendt til østfronten efter uddannelse på tyske SS-infanteriskoler, 100 000 danske arbejdere blev med fagbevægelsens godkendelse sendt til Tyskland som arbejdskraft i rustningsindustrien, Danmark var gennem hele besættelsen Tysklands næststørste handelspartner efter Italien. Indtil 5. maj 1945 havde vi fulde diplomatiske forbindelser med det nationalsocialistiske Tyskland. 

Disse kendsgerninger var svære at leve med efter krigen, og vi måtte finde på en anden historie om det folkelige sammenhold, Alsang og den tapre modstandsbevægelse, som herefter blev den officielle, etablerede sandhed om besættelsen.  Carl Bildts ret uskyldige tweet minder os om ubehagelige ting, som vi troede var gemt og glemt. Og derfor må vi naturligvis hade ham for at vippe låget af skraldespanden.